onsdag, august 10

Når historien gentager sig

Paralleller mellem Lenin og Stalins politik i Sovjetunionen og Putins politik i dag 

Af Mathilde Møller Pedersen

Verdens øjne har ofte været rettet mod Rusland og det forhenværende Sovjetunionen. Sommetider har det været beundrende og inspirerende blikke, dog har frygt, konflikt og ufred ofte præget manges indtryk af den tidligere supermagt. Det aggressive våbenkapløb under Den Kolde Krig og frygten for en atomar udslettelse har fyldt meget i mange menneskers bevidsthed, gennem flere årtier. Og på trods af murens fald i 1989 og Sovjetunions efterfølgende kollaps, sker det stadig, at der kigges med et kritisk og sommetider angstprovokerende blik mod det store land i øst.

Eksempelvis da Rusland i 2014 annekterede Krim og senest deres invasion af Ukraine den 24. februar i år. Og ja, jeg tillader mig at kalde det en invasion, men jeg er heldigvis ikke bosat i Rusland – så jeg risikerer ikke flere års fængsel, ved at udtale mig kritisk om Putin og hans førte politik.

Men hvem bryder sig også om kritik? Flere af Putins forgængere ønskede i al fald, ligesom ham selv, at fremstille landet og sin egen førte politik, i det bedst mulige lys, og dette er svært, hvis ens befolkning eller andre, kommer med kritiske eller ligefrem oppositionelle røster.

Spoler vi tiden tilbage til starten af det 20. århundrede, så gennemgik den russiske stat dengang, en række dybdegående forandringer. Disse var bl.a. forårsaget af revolution, borgerkrig, landets deltagelse i 1. verdenskrig og besættelse. Samtidig igangsatte landets nye ledere en radikal politisk-, økonomisk- og social samfundsændring. Den nye bolsjevikisk-ledede stat agiterede og propaganderede deres politik gennem kultur og kunst, i forsøget på at skabe en helt ny kultur i det nyoprettede Sovjetunionen. I slutningen af Lenins regeringsperiode (1917-1922) oprettedes ”Generaldirektoratet for Beskyttelse af Statshemmeligheder i Pressen” (Glavlit), hvis opgave var at beskytte landet mod propaganda. Dette tiltag afspejlede hans paranoide tilgang til offentlige informationer og pressefrihed, og for ham var pressens egentlige rolle at fungere som organiserende redskab for kollektiv propaganda. Denne kollektive propaganda blev bl.a. udbredt via agitprop (af agitation og propaganda), som var den sovjetiske betegnelse for Det Kommunistiske Partis indoktrineringsvirksomhed. I 1920’erne blev agitprop ofte udført i form af teaterstykker, plakater, digte og film, med henblik på at påvirke befolkningen i revolutionens sag. 

Ved Stalins magtovertagelse, ændredes denne agitproppraksis, hvilket medførte stram politisk kontrol og stærkt styrede massekampagner for støtte til partiets målsætninger. Centralt for Stalins nye kulturpolitik var den socialistiske realisme. Denne doktrin blev vedtaget som norm for en specifik socialistisk udtryksform, der fik indflydelse i Sovjetunionen såvel som udenfor. Et af Stalins politiske grundprincipper var “socialisme i ét land”at skabe ét socialistisk fædreland i Sovjetunionen. Denne teori var således en retfærdiggørelse af, at revolutionen og socialismen ikke var slået igennem på verdensplan. Den socialistiske realisme havde til formål at sprede princippet om ”socialisme i ét land”, gennem kulturen og hermed skulle al kunst give udtryk for en korrekt klassebevidsthed, kollektiv begejstring og optimisme. Altså skulle den fremstille Sovjetunionen og dets styre, i det allerbedste lys og derfor blev alle grene af kulturlivet udrenset, hvormed de mindste afvigelser fra dette ‘glansbillede’, blev stemplet som antisovjetisk. Denne genredoktrin fungerede som nøgleinstrumentet for Stalins politiske agitprop, og eksisterede som norm i næsten 60 år hvormed dens dominans fik stor betydning for kulturen i Sovjetunionen. 

Skønt hverken Sovjetunionen eller Glavlit (Generaldirektoratet for Beskyttelse af Statshemmeligheder i Pressen) ikke længere eksisterer, er Putin, ligesom Lenin og Stalin, besat af tanken om at kontrollere den offentlige sfære via censur og propaganda. Det moderne svar på Glavlit – censurorganet Roskomnadzor – har besluttet, at russiske medier bl.a. kun må bruge offentlige kilder til at informere om konflikten i Ukraine, og konti på sociale medier bliver blokeret, hvis blot de afviger det mindste fra den officielle politiske linje. Desuden er russiske medier blevet forbudt at kalde deres indtrængen i Ukraine for et overgreb, en invasion eller krig. Og ligesom Lenin og Stalin så propaganda som et ganske betydningsfuldt værktøj, ser vi samme tendens hos Putin. For samtidig med at den russiske stat forsøger at skærme dens befolkning fra udefrakommende indflydelse, har de russiske statsmedier skruet kraftigt op for deres propagandavirksomhed.

Dette sker med ønsket om at præsentere den almene russer for en idyllisering eller et ’glansbillede’, af landets aggressive fremfærd i Ukraine. Således kan det konkluderes, at der stadig er mange lighedspunkter i Rusland og det tidligere Sovjetunionen, hvad politisk propaganda angår. Ikke mindst hvis man har Putins tale den 16. marts for øje, hvori han advarede sin egen befolkning om, at folk der er i opposition til ham og krigen, er forrædere og fjender og han sagde sågar, at det russiske samfund er nødt til at rense sig selv, ligesom man spytter et insekt ud, hvis insektet flyver ind i ens mund. Disse voldsomme udtalelser giver associationer til den Store Terror i 1930’erne under Stalin, som var en masseanholdelse og henrettelse af anderledestænkende, som ligeså blev kaldt forrædere.