onsdag, august 10

Nostalgidyrkelse

Nostalgidyrkelse fungerer som tryghedstæppe og protest mod verdenstilstandens hyperkaos

Af Laura Mathilde YongLi Nielsen

Verdens udvikling er i konstant acceleration. Aldrig har det været nemmere at rejse på kryds og tværs af grænser, kommunikere på transnationalt niveau eller udveksle ideer om verdens tilstand med mennesker fra andre kulturer. Alligevel har antiglobalisering, protektionisme og isolationisme fået et comeback, og har erstattet drømmen om det kosmopolitiske verdenssamfund. Verden er i krise og hyperkaos er blevet den nye normaltilstand. Mens Putins aggression og ekspansionisme har ført til krig i Europa, mødes unge i den københavnske Stefanskirke, hvor de i grupper deler bekymringer, angst og følelsen af tab i en klimasorggruppe og selvom dagen i dag, d. 8. marts bliver brugt til norm-og magtkritik og diskussioner af køn og identitet, er det endnu ikke trygt for kvinder, at færdes i nattelivet.

      Det er en pessimistisk, men realistisk, tilgang til de livsvilkår, vi lever under, og vi ved det alle. Ser man på de kulturelle tendenser det seneste årti, bliver det også tydeligt, hvorledes krisebegrebet lyser ud af nutidens kulturproduktion. En nostalgidyrkelse indrammer vor tids popkulturelle forbrug og produktion. Det gælder domæner, der strækker sig fra musikken til madkultur til modebranchen, og flere eksempler kunne nævnes. Tænk blot på, hvor streamet bandet “Fleetwood Mac” er, eller på hvordan den musik, der produceres nu, trækker på lydreferencer til 90’erne- her tænker jeg særligt på et album som Dua Lipas Future Nostalgia, der omformer 90’er nostalgi til lyden af nutiden og fremtiden. Under corona-pandemien fik madkulturen en nostalgisk renæssance, som stadig varer ved. Øget tid gav mulighed for at vende tilbage til analogt håndværk. Mens nogle lærte at strikke, gik andre i køkkenet og lærte sig selv at bage brød med surdej, brygge øl eller noget helt fjerde. 90’erne og 00’erne har ikke kun haft en genkomst i musik, men har gennemsyret nutidens fast fashion produktion. Y2K, et begreb, der har sin rod i slutningen af 90’ernes angst for det nye århundrede, er blevet synonym med lavtaljede bukser, små skuldertasker, mavebluser og lipgloss. Kort sagt er fortiden tilbage – og vi har savnet den!

     Ser man på begrebet nostalgi, afslører ordets etymologi, at det stammer fra græsk, og er en sammensætning af nostos der betyder “hjemkomst” og algos, der betyder “smerte”. Altså refererer nostalgi til en tilbagevenden til noget oprindeligt, hjemligt og trygt, men indeholder også en smertefuld, længselsfuld og en lidelsens dimension. Populært sagt, handler nostalgi om en længsel efter “de gode gamle dage”, der var renset fra nutidens smertetilstand. 

     Nostalgi kommer dog ikke uden problemstillinger eller kritisk stillingtagen. Der findes to dimensioner af nostalgi: en protestdimension og en illusionsdimension. For den ene side er dyrkelsen af nostalgi en aktiv nutidskritik og en modstand mod nutiden. Retroficeringen af nutiden bliver et værn mod den reelle nutid. En nutid uden alternative kulturformer end de forgangne. Performers nostalgi i en aktivistisk handling, kritiseres nutidskulturen i skabelsen af en ny kultur, der har rod i tidligere kulturer. Ved at låne elementer fra en anden tid skabes der ny identitet, sammenhæng med fortiden og en synkretisk tidsforståelse, hvor grænserne for fortid og nutid bliver opløst.

    Når nostalgi også har en slagside, skal man blot se på den politiske brug af nostalgi. Historiebrugen er essentiel for både totalitære regimer og demokratiske partiers identitetsskabelse, hvor erindringer om fortiden anvendes til at skabe forestillede fællesskaber, der transcenderer tid og rum. Igen bliver krigen i Ukraine og Putin relevant. Ideologien bag invasionen af Ukraine bunder jo netop ud i en imperialistiske tankegang om, at det ukrainske folk tilhører Rusland og deres slægtskab er uniformt. Putin har de seneste mange år forsøgt at styrke de kulturelle bånd, gennem netop nostalgi og retroficeringen af nutiden. Ved at skabe et narrativ om den store Anden, Vesten og NATO, har han forsøgt at knytte de baltiske lande tættere til sig- men tætheden er en nostalgisk illusion. Det er indbildskhed, at Ukraine føler slægtskab med Rusland; det er en illusion, at nutiden kan blive som fortiden eller, at det for den sags skyld var bedre i “de gode gamle dage”. 

     Nostalgidyrkelse indeholder således en risiko for passivitet og bedrag. Den nostalgiske ide kan hurtigt blive til et tryghedstæppe, hvor man kan søge konformitet under og få asyl for verdens blødende realtilstand. Bedraget består netop i det retrospektive syn på en anden tid. For det gode ved nutidens konstante acceleration er, at vi faktisk med hastige skridt bevæger os fremad. Måske er der flere elementer og aktører at skulle forholde sig til, men alting bliver de facto bedre. 

Det er måske kontroversielt, men nutidens krigsførelse er langt mere distanceret, og har grundet bureaukrati og økonomisk infiltrering færre fatale konsekvenser, klimasorg er måske et aktivt springbræt til handling og misogyni og antifeminisme har aldrig været mere til debat. Men verdens tilstand er stadig kritisk og kalder på handling! 

Det er heller ikke så meget for at rette en kritik mod fortidens og nostalgidyrkelsens virkning som underjordisk sikkerhedsrum, som det er et kald på at omforme den nostalgiske længsel til politisk aktivisme. Med det in mente, at fortiden ikke var bedre, kan frustrationen og savnet efter en anden verden forhåbentligt være konstruktiv. Af hyperkaos kan politik hyperaktivisme blive genfødt i en revolutionær omstyrtelse af verdens etablerede kaostilstand inden den bliver normaltilstanden!