tirsdag, november 29

Anmeldelse af Spencer

Af Sascha Berg Bøgebjerg

Rating: 1.5 out of 5.

Lady Di, Diana og folkets prinsesse; kært barn har mange navne. Dette gjaldt i sandhed også for den afdøde Lady Diana Spencer. På trods af at det i 2022 er 25 år siden, at Spencers liv på tragisk vis sluttede i Paris, lever historien om prinsessen af Wales videre, blandt andet gennem filmen ”Spencer” med Kristen Stewart i hovedrollen.

Filmens omdrejningspunkt er tre juledage i 1991, som Diana tilbringer med den britiske kongefamilie. Filmen skildrer Dianas udfordringer med en spiseforstyrrelse og et problemfyldt ægteskab. Fortællingen er selvfølgelig meget fikseret på Diana men alligevel så fikseret, at jeg blev mere irriteret på den fiktive Diana, end jeg fik sympati for hende. 

Filmens instruktør, Pablo Larraín, står også bag filmen om Jackie Kennedy. Og i Spencer er universet det samme; mørkt og monotont med en langsom fortælling. Dette er der intet galt i, men skuespillet halter gevaldigt, og man har svært ved at leve sig ind i fortællingen. Manglen på indlevelse bliver herudover forstærket af, at skuespillerne ikke ligefrem ligner dem, som de prøvede at portrættere. Jeg må sige, at det mest beundringsværdige ved filmen var kostumerne og omgivelserne, dog vejer indpakning jo ikke altid op for indhold. 

Diana Spencer blev begravet d. 6. september 1997, og ved begravelsen pointerede hendes bror, Charles Spencer, ironien i, at en pige, tildelt navnet efter jagtens gudinde, endte med at blive moderne tids mest jagede person.  Selv to årtier efter hendes død synes denne bemærkning stadig at være relevant. Hun var epokegørende for det britiske kongehus, for afstigmatiseringen af aids-patienter, og hun var meget end blot sit virke som hustru. Men det er som om, at de kommercielle muligheder for at bruge prinsessen som omdrejningspunkt for underholdning ikke rækker længere end til de kontroverser, der omgav hendes liv. Hvis man endelig vil se noget fiktion om Diana, så se hellere The Crown på Netflix. Den er sikkert lige så urealistisk, men i det mindste er underholdningsværdien større. 

Afslutningsvis ville jeg ønske, at filmen havde fokuseret mere på hvilken effekt, Diana havde på kongehus, kultur og politik, på de punkter, som gør, at unge kvinder stadig kan relatere til hende, at hun stadig er relevant, og at hun stadig er omdrejningspunkt for konflikter i det britiske kongehus. Man må mene, at det ikke længere er nødvendigt at jage kvinden, der brugte det meste af sit liv på at flygte.