søndag, maj 22

‘Margrete den Første’: En stor film båret af Trine Dyrholms sublime sans for skuespil

En anmeldelse af Jesper Smedegaard med kommentarer af Miriam Leander og Peter Dickmeiss
Illustration af Peter Holtet

Hvad mener redaktionen?

Jesper:   4/6 ridderskjold

Miriam: 5/6 ridderskjold

Peter:     3,5/6 ridderskjold

Som perler på en snor dukker maleriske scener af de ældgamle danske landskaber op samtidig med, at man kan læne sig tilbage og nyde ekstravagante kostumer, overdådige tronsale og en udpræget nordisk stemning. Bevares, den kan ikke snige sig op på siden af Hollywoods middelalderfilm, men dramaet i sig selv er i stand til at indfange enhver – historieinteresseret eller ej. 

Trine Dyrholm tager hele fortællingen på sine skuldre

Med undertoner af ’Braveheart’ og ’Game of Thrones’ har Charlotte Sielings ’Margrete den Første’ i den grad kridtet banen op for, hvordan en film kan vække danmarkshistorien til live. Med et glimrende politisk og filmisk vingefang fortælles historien om den første danske dronning i en urimelig vanskelig situation. Sideløbende berør filmen en af de største bedrifter i ikke bare Danmarks, men Nordens historie – Kalmarunionen. Alt i alt er ‘Margrete den Første’ en kærkommen tilføjelse til den danske filmsamling. 

600 år gammel danmarkshistorie gjort sprællevende

Ja, så skal jeg ellers lige love for, at det danske filmmiljø fik én over sinkadusen. Det forekommer efterhånden sjældent, at vi her i landet filmatiserer begivenheder fra vor egen ellers så spændende og netop begivenhedsrige fortid. Men når det så endelig sker, at der er en eventyrlysten og risikovillig instruktør rede til at dykke ned i Danmarks historie og få beskidte hænder, så ender det ud i noget ganske særligt. Vi har bl.a. oplevet det med besættelses dramaet ’Flammen og Citronen’, der tog os tilbage til 1940’ernes København, og vi har set det med det uhyre spændende trekantsdrama mellem Caroline Mathilde, Christian 7. og Johann Struensee i oplysningstidens Danmark i ’En Kongelig Affære’. Lige siden har jeg hungret efter mere. Lad der ikke herske tvivl om, at ’Margrete den Første’ – ifølge mig – ikke skuffer. 

‘’Der er nogen, der prøver at ramme os. Men de ved ikke, hvem de udfordrer.’’ Replikken som Trine Dyrholm fremsiger med en sådan kraft i sin stemme, at der ikke står nogen tvivl tilbage hos en eneste seer i biografsalen om dronningens magtfuldkommenhed, opsummerer ganske godt, hvordan Dyrholm med succes portrætterer Margrete 1. Stålsat, djærv og en anelse fandenivoldsk (qua rollen som kvindelig de facto regent i en mandsdomineret tid).

Okay, spøg til side. Er jeg den eneste, der med sindsro har lyst til at danne fælles front og marchere mod Amalienborg for at forlange et tronskifte til fordel for Trine Dyrholm? Margrethe 2., go home. Man fristes til at sige, at det helt centrale drama udspiller sig i Dyrholms ansigtsmimik. Og netop dét er måske både filmens trumfkort og akilleshæl. Placeringen af Trine Dyrholm i titelrollen svarer lidt til at hente en spiller som Riyad Mahrez til AGF. Hun er så talentfuld og elegant i sit spil, at de andre skuespillere ikke for alvor får et ben til jorden, selvom de ligeledes gør det godt. Det betyder, at filmen som helhed aldrig når op på det niveau, jeg synes ‘En Kongelig Affære’ eksempelvis opererede på. Misforstå mig ikke, Søren Malling, Morten Hee Andersen, Jakob Oftebro og resten af banden gør det til UG, men Trine Dyrholm er i en klasse for sig. Havde rollebesætningen som helhed kunne løfte filmen, var de to sidste ridderskjold blevet slynget i deres retning. 

“Episk kedsomhed” – Peter V. Dickmeiss

‘Margrete den Første’ er indbegrebet af en episk dansk fortælling. Med monarker, kamp stride, storslåede kostumer og storpolitik. Alt i alt, en storslået iscenesættelse som er imponerende. Skuespillet var gribende, her må man især fremhæve Trine Dyrholms udlæggelse af Margrete 1. Dog, kunne nogle af replikkerne til tider virke for teateragtige og opsatte. Morten Hee Andersens rolle som den naive og hovmodige prins Erik af Pommern, faldt desværre fladt på jorden for mig. Det virkede som om han befandt sig i et andet univers end resten af karaktererne, hvorvidt det var Mortens skildring eller manuskriptets fejl er svært at  vide.

Med en spillelængde på to timer er det altid en udfordring at holde seernes opmærksomhed, og her lykkes ‘Margrete den Første’ desværre heller ikke. En stærk start og slutning, undskylder ikke for en langtrukken og ufokuseret midt. Især en storyline som jeg ikke vil spoile, førte ikke til meget og sluttede brat. Den kunne hurtigt have været forklaret med en replik eller to. Det værste, en film kan gøre, er at spilde publikums tid.

Jeg ser personligt film for at blive underholdt med en spændende og gribende historie. Historien var fascinerende, produktionen storslået og skuespillet var for det meste fremragende. Jeg savnede dog en mere fokuseret fortælling, med færre plotlines, bedre pacing og mindre navlepilleri. Fortællingen som den er skildret her havde fungeret bedre som en ny søndags dramaserie på DR 1 for babyboomerne. 

“Mit eventyr-hjerte er solgt” – Miriam Leander 

Jeg trådte ud af biografsalen og var ovenud underholdt. Min appetit for at undersøge nærmere om Margrete 1., hendes søn Oluf og adoptivsøn Erik af Pommern samt storhedstiden i Norden under Kalmarunionen var i dén grad vakt. For en fantasy-drama-elsker som mig, der troligt sad klistret til skærmen hver gang, der blev frigivet et nyt afsnit af ‘Game of Thrones’, blev store dele af min sult efter at blive opslugt i et spil om magten opfyldt. ‘Margrete den Første’ bød hverken på drager eller iszombier, men tilbød alt det, jeg fulgte med i HBO’s gigant-serie for. Evigtgyldige menneskelige dilemmaer, drama og intriger karaktererne imellem – i rammerne af landskaber fra den rå og ubarmhjertige nordiske natur, overdådige kostumer og slotte med royale dobbeltsenge, hemmelige korridorer og uhyggelige fangekældre. Mit eventyr-hjerte var solgt, da jeg trådte ud af biografen, og min historiker-hjerne sat på arbejde. For var det nu også rigtigt, at voldtægt af kvinder i Kalmarunionen var forbudt og blev straffet med hængning, som dronningen i filmen havde sagt til den sleske pirat? Gjaldt der en fælles lovgivning i hele unionen, eller var det nutidig feminisme indskrevet af manuskriptforfatter-teamet i kunstnerisk frihed? Flere detaljer om unionen og selve plottet resulterede i, at jeg samme aften faldt i søvn til læsning på Danmarkshistorien.dk. 

Samlet skal det lyde klart og tydeligt herfra, at filmen i mine øjne er meget anbefalelsesværdig, uanset, om du interesserer dig for dansk middelalderhistorie. Og til sidst skal der ikke lægges skjul på min tilfredshed med en fortælling om en så stærk kvindelig, historisk figur. Afsted i biografen med dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.