søndag, februar 5

Vikingekolonier på Grønland og det moderne menneskes udfordringer

Af Thomas Birthin Schmidt

Vi lever i en tid plaget af utallige udfordringer – en af de største værende global opvarmning. Det er dog ikke første gang, at mennesker står overfor alvorlige klimaforandringer. Lad os tage tilbage til året 1450 hvor de sidste vikinger forlader de arktiske ørkener i Grønland. Temperaturen er på kun 80 år faldet med 4°C og det barske klima er kun blevet værre. Græsningsarealerne svinder ind og træer er snart et sjældent syn. Vikingernes fejl lå i deres afhængighed af naturen omkring dem, og efterhånden som den natur ændrede sig drastisk, forsvandt de sidste rester af vikingekolonier på Grønland. 570 år senere står vi overfor et lignende problem, og netop historien om de nordiske kolonier på Grønland og deres forsvinden kan give os svar på, hvordan vi kan løse de mange kriser, vi står overfor – både globalt såvel som lokalt. Fordi ligesom vikingerne var blevet dybt afhængige af naturen omkring dem, er vi mennesker i dag blevet dybt afhængige af naturen, og hvis ikke vi laver drastiske ændringer i vores samfund, kan vi ende med at lide samme skæbne.

Der er mange forklaringer på, hvorfor vikingerne forsvandt fra Grønland. Vi skal dykke ned i blot en af de mange interessante teorier. Denne teori baserer sig på store klimaforandringer, samt noget evolutionsforskere kalder niche construction

Niche construction er en ny evolutionsteori, der beskriver den proces hvor organismer, kaldt ’agents’, ændrer deres miljø og omgivelser – deres habitat – og derigennem ændrer det selektive pres, der driver den biologiske evolution. Det er en teori, der beror sig på, at organismer har en evne til at ændre deres habitat, og derigennem influere deres egens, såvel som andre arter i dette habitats, udvikling. Hvor Darwin sagde: ”Den bedst egnede overlever”, mener man her, at den naturlige selektion er påvirket af organismerne selv, idet de ændrer deres eget habitat. Et klassisk eksempel på dette er bæverne. Når en bæver fælder et træ og bygger en dæmning, ændrer den også miljøet omkring den. Den sender sollys ned i udkanten af skovområder, hvor der ikke før var sollys, og den skaber et vådområde, som giver plads til helt nye dyr og planter, men som samtidig gør området uegnet som habitat for andre dyr og planter. Alle arter i dette nye vådområde går derfor igennem den naturlige selektion baseret på denne nye niche, som bæverne har skabt.

På et samfundsmæssigt niveau er selve lagringen og overførslen af niche-skabene processer – den kulturelle arv – det, der sikrer fremtidige generationers overlevelse. En kulturel niche kan eksempelvis basere sig på landbrug og græsningsarealer til husdyr. Lad os nu se direkte på de grønlandske vikinger, for at forstå dette bedre.

Vikingerne slog sig ned i det sydvestlige Grønland i 985, i håbet om at finde nye handelsruter. Vikingerne havde nemt ved at slå sig ned på det nye land grundet et mildt klima, og de genanvendte alt, hvad de allerede vidste om landbrug og husdyr. Således tog de en kulturel landbrugs-niche med sig, der relativt hurtigt blev skræddersyet til at møde det nye habitats udfordringer – såsom manglen på træ. De ændrede deres huse, så der ikke længere var brug for søjler til at støtte taget men i stedet vinkelrette træbjælker i væggene i et forsøg på at begrænse brugen af sparsomme ressourcer. Husdyr blev ligeledes begrænset til arter, der klarede sig bedre igennem de barske vintre. Dette er blot få eksempler på, hvordan de nordiske nybyggere ændrede deres kulturelle landbrugs-niche.

Men selvom den landbrugs-niche vikingerne bragte med sig var yderst vellykket til at modstå det grønlandske klima i det 10. århundrede, begrænsede det deres muligheder allerede i midten af det 13. århundrede.

I Indonesien går en vulkan i udbrud omkring år 1250, der igangsatte en nedkølingsperiode i hele den nordatlantiske region. Temperaturerne faldt med omkring 4°C mellem 1250-1330 alene, og klimaet blev kun værre med den lille istid omkring år 1425. Den niche vikingerne havde skabt på Grønland kunne ikke modstå dette nye klima. Sælfangsten faldt, græsningsarealerne blev mindre og manglen på træ blev udbredt. Til sidst blev de nødt til at forlade Grønland. 

Alligevel var der andre grupper af mennesker langt længere nordpå, der klarede sig fint igennem de pludselige temperaturændringer. Thule Inuitterne, hvis oprindelige kultur kan spores tilbage til Alaska omkring år 200 f.v.t., havde igennem flere hundrede år skabt en kulturel niche, der var mindre afhængig af klimaet. Her var ingen husdyr, der krævede store græsningsarealer, husene var ikke bygget af træ men af en blanding af sne og is, hvilket der var en overflod af. Strategisk placerede udsigtsposter samt en enorm viden indenfor dyrelivet gjorde det muligt at jage dyrene effektivt og samtidig sikre, at dyrebestanden overlevede til de næste generationer. De lærte at rensdyrpels var ekstremt godt til at isolerer med, og de fik skabt al det fornødne udstyr, de behøvede for at overleve.

Thule Inuitterne skabte en kulturel niche, der var langt mindre afhængig af klimaet, og som havde langt nemmere ved at tilpasse sig klimaforandringer. De nordiske bebyggelser var derimod dømt til at gå i forfald lige så snart klimaet blev for barskt til deres kulturelle landbrugs-niche, hvor både landbrug og husdyr var en nødvendighed for deres overlevelse.

Således slutter historien om de nordiske kolonier på Grønland. Hvad der oprindelig var en succesfuld tilpasning til et lettere barskt klima, endte med at tilvejebringe deres egen forfald, da de blev alt for afhængige af miljøet omkring dem. Thule Inuitterne havde derimod gennemskuet, at det barske landskab ikke kunne stoles på, og havde skabt en kulturel niche omkring denne viden. Men hvad kan vi så lære af denne historie?

Historien er et godt eksempel på, hvordan vi mennesker har skabt et samfund dybt afhængigt af naturen omkring os. Vores industri er afhængig af en ressource, der snart er udtømt, og vores klima ændrer sig drastisk dag for dag. I Afrika samt mange asiatiske og sydamerikanske lande er der hungersnød år for år. Alligevel bliver 1/3 af al verdens madproduktion hvert år smidt ud. Hvis alle i verden skulle have de samme spisevaner, som vi har i Danmark, vil det kræve, hvad der svarer til fire jordkloder. Ligesom vikingerne var det i slutningen af det 15. århundrede, er vi også nu dybt afhængige af den planet, vi lever på. Vi kan ikke længere blot tilpasse vores fiskere og industri – ja, vores kulturelle niche – til at være en smule mere skånsom. Vi bliver nødt til at tænke ud af boksen og skabe en ny kulturel niche, der er mindre afhængig af naturens sparsomme ressourcer. Måske kan historien om de nordiske kolonier på Grønland belyse alvoren af problemet og være en rettesnor til eftertiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.