mandag, oktober 3

Anmeldelse: “Der er intet foruroligende for Danmark”

Af Joachim Holmen Frost, 10. semester

Urokkelig verdensopfattelse, første verdenskrig som ledetråd og Storbritannien som den danske neutralitets ypperste fjende fra 1939-1940 er hovedpointerne i Steen Andersens friske kildenære behandling af den historiske evergreen: hvad tænkte den danske regering i tiden op til den 9. april?

Der er intet foruroligende for Danmark. Det var statsminister Staunings og udenrigsminister P. Munchs titelforslag til en erklæring ovenpå partiformændenes møde om aftenen den 8. april 1940. Den konservative leder, Henning Halse, opponerede dog imod, da det ville gøre det hele latterligthvis nu noget skete i løbet af natten. 

I løbet af natten kom tyskerne så. De fleste danskere vågnede op i et besat land. Flyvemaskiner med påmalede hagekors nedkastede flyveblade med Oprob, skrevet på et ubehjælpsomt nødnorsk, der lige så nødtørftigt skulle forklare den danske befolkning, at de tyske troppers tilstedeværelse var en foranstaltning imod britisk aggression. Dette argument er blevet latterliggjort og anset som et absurd stykke i et i forvejen ret så Hayden Whitesk tragikomisk teatersstykke. Briterne var jo vores venner! En (næsten) ny bog tager et fortjenstfuldt opgør med denne myte om den moralske verdenskrig, der udmærker sig ved at fortolke historien baglæns. Det er nok saligkåret Kirkegaardsk, men bestemt ikke en metode en rask historiker bør anvende. Anden Verdenskrig var kompleks og vigtige nuancer forsvinder, hvis der insisteres på at se krigen i ét kontinuum mellem de gode og de onde. Steen Andersen, seniorforsker ved Rigsarkivet, har gennem grundigt kildearbejde, med læseren i hånden, rekonstrueret den verden og de informationer som de afgørende danske beslutningstagere havde i dagene og månederne før Danmarks nationaltraume. Bogen er struktureret i syv kapitler i en kronologisk rækkefølge, der ikke overraskende især udspiller sig i trekanten mellem London, København og Berlin, hvor Andersen har medtaget til overflod af tankevækkende indberetninger og analyser fra Udenrigsministeriet og Udenrigspolitisk Nævn, hvor man ofte må trække på smilebåndet.

Eksempelvis mente Munch i marts 1940, at Englænderne nok ønskede at slå Tyskerne, men ikke så haardt, at de blev Kommunister. At finde denne Mellemvej vilde blive Statskunstens Opgave.

Min kritik af Andersens bog er det skriftlige. Han fortolker ofte oveni kilderne. Selv de mest kulørte indberetninger fra de danske gesandtskaber kan blive tunge, når Andersen i prosatekst absolut vil sikre sig, at læseren har forstået hvad der stod. Der er også nogle kilder og analyser som bliver gentaget flere steder, hvorfor man som læser tænker, at bogen nok godt kunne være læst skarpere igennem. 

Historien som læremester 

Andersen redegør på strålende vis for Danmarks strategiske position i slutningen af 1930´erne. For at forstå udenrigsminister Munchs og statsminister Staunings ageren i 1940, kræver den redegørelse af dansk sikkerhedspolitik i mellemkrigstiden. Det var Munch, som tegnede Danmarks udenrigspolitiske strategi. Munchs analyse var, at Danmark aldrig ville kunne forsvare sig selv overfor Tyskland. Samtidig kunne der ikke forventes militær hjælp fra hverken Sverige eller Storbritannien, hvorfor et stærkt militært forsvar var nyttesløst. Det skulle derfor være decideret ulogisk for Tyskland at besætte Danmark. Historikeren Munch forsøgte hertil at kopiere Danmarks neutralitetspolitik under Første Verdenskrig. Andersen viser på fornemste vis, hvordan besættelsen af Første Verdenskrigs erfaringer blev et begrebsmæssigt benspænd for diplomatiets, forsvarets og P. Munchs analyser af både Storbritanniens og Tysklands adfærd. Endda til en sådan grad, at den danske gesandt i Berlin, Herluf Zahle, i den sidste indberetning til Munch den 8. april appellerede til, at udenrigsministeren indså, at Verdenskrigen ikke var egnet som Parallel. Munch var ude af stand til at optage efterretninger, der stred imod hans verdensbillede. Eksempelvis kunne Munch ikke tage efterretninger alvorligt, der kom fra højtstående tyske officerer, da den slags aldrig ville risikere tusindvis af tyske soldaters liv. 

Det hele var Englands Skyld! 

Andersens anden centrale pointe er, at det var Storbritannien, som af centrale beslutningstagere, særligt Munch, blev anset som fredsforstyrreren i Nordeuropa. Talrige britiske krænkelser af dansk luftrum samt en usædvanlig hård forhandlingstaktik angående landbrugets eksport og import skabte betydelig dansk irritation i perioden 1939-1940. Tilmed søgte Storbritannien med lys og lygte en anledning til at agere offensivt mod Tyskland. Marineminister Churchills reaktion på det tyske angreb den 9. april var da også lettelse: ”Now our hands are free!”. Det er et vigtigt opgør mod den sort/hvide moralisering, som tidligere har præget al diskussion om Anden Verdenskrig. Vestmagterne kunne også være skruppelløse i deres opførsel overfor demokratierne.  

Hvad skulle det nytte? 

Det var denne offensive britiske planlægning og opførsel i og omkring Norge, som man fra tysk side nervøst observerede. Tyskland troede hverken på Norge eller Danmark kunne eller ville håndhæve deres suverænitet overfor Storbritannien. Derfor kunne Danmark gøre sine hoser nok så grønne i Berlin, men i sidste ende trumfede det sikkerhedspolitiske argument overfor Norge. Og her lå Danmark altså i vejen. Denne mulighed eksisterede ikke blandt de danske beslutningstagere, og den gjorde den danske ageren irrelevant i foråret 1940. Måske er denne tredje pointe i Andersens bog den mest bemærkelsesværdige: Munchs fokus på Danmarks egen ageren rummede i sig selv en fare for overvurdering af betydningen af den danske politik. Og en ansvarsfraskrivelse i det tilfælde, at krigen forårsages af eksterne hensyn. Der havde Munchs appeasement overfor Tyskland ingen effekt. Alligevel opnåede han midt i katastrofen et strategisk mål. Tyskland anerkendte for første gang Nordslesvigs indlemmelse i Kongeriget den 9. april 1940. 

Der skal lyde en stor anbefaling til alle interesserede i dansk udenrigspolitik, Anden Verdenskrig, politiske beslutningsprocesser, politisk historiebrug og uhørt underholdende anekdoter. 

Der er intet foruroligende for Danmark. Steen Andersen. Syddansk Universitetsforlag. 2020. 304 sider. 270 ,- på Saxo.dk. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.