søndag, maj 22

Antony Beevor om moderne historieskrivning

Hvis man læser nyere tids historieskrivning, er den britiske forfatter og militærhistoriker Sir Antony Beevor svært at komme uden om. Onsdag d. 27. september gæstede han sammen med historiker Bo Lidegaard Aarhus’ internationale forfatterscene, Authors in Aarhus, til en diskussion om vor tids største historiske problemstillinger, og hvordan disse kan formidles på en fængende måde uden at tilsidesætte den historiske videnskabelighed.

 

Det europæiske paradoks

Catalonien, Brexit, spørgsmålet om Skotlands løsrivelse, det amerikanske valg. Den centrale fællesnævner for disse emner er spørgsmålet om national identitet. Og netop nationalisme var det helt store tema for forfattermødet mellem Antony Beevor og Bo Lidegaard. Nationalisme synes at have sneget sig ind i kernen af vestlig politik, men er det muligt at begribe og forklare denne udvikling fra et historisk perspektiv? Ja, mener Antony Beevor. Som resultat af afslutningen på Den Kolde Krig og starten på globaliseringen gennemgik verden den største revolution i starten af 1990’ene, der blandt andet medførte friere adgang til informationer gennem internettet. Der opstod i denne periode et håb om, at transnationale samarbejdsprojekter såsom EU kunne udrydde den militante nationalisme, der i årtier forinden havde medført store økonomiske og menneskelige konsekvenser for Europas befolkninger. Men resultatet er i stedet blevet en voksende frygt i visse europæiske kredse for at miste kontrollen over sit eget liv. Netop frygten for forandringer er, ifølge Beevor, tæt knyttet til xenofobiske kredse, hvorfor vi i øjeblikket ser, at disse vinder frem. Og det er et stort europæisk paradoks. Foreningen af og samarbejdet i Europa har skabt grobund for den slags nationalisme, man oprindeligt ønskede udryddet. Dette kommer i øjeblikket til udtryk i flere europæiske nationers afstandstagen til EU – senest med Storbritanniens udtræden. Og med højrenationale partiers fremvækst i europæiske parlamenter såsom Front Nationals medgang i Frankrig eller Alternative für Deutschlands nylige succes ved forbundsvalget i Tyskland.

 

Historikerens rolle

Ifølge Beevor bør europæerne være på vagt overfor den fremvoksende nationalisme, da den foranlediger had til andre. Et had, der også ernæres af folks manglende evne til at skelne mellem fakta og fiktion. Det er bekymrende, at dele af de almene befolkninger forholder sig ukritisk til den måde, historisk viden formidles gennem TV og film eller på internettet, da disse ofte er platforme for fake news og konspirationer. Det sås bl.a. da filmserien Loose Change udkom mellem 2005-2009. Filmserien hævdede, at angrebet på World Trade Center i 2001 var udført af den amerikanske regering, og at topembedsmænd i Bush-administrationen havde været med i planlægningen af terrorangrebet. Den oplevede salgsmæssigt stor succes, men det mest foruroligende var, at betydelige dele af den amerikanske befolkning erklærede sig enige med filmseriens hovedbudskaber efter at have set den. Man hører ofte, at vi har mistet sporet af vores egen historie. At vi er ude af takt med vores egen fortid. Men når grænsen mellem fiktion og fakta bliver så sløret som var tilfældet ved Loose Change, kommer historikerne til at spille en vigtig rolle for frembringelsen af sandheden, mener Beevor. Ofte bliver historikere i vor tid mere eller mindre frivilligt trukket ind i diskussioner med stærke modsatrettede holdninger, og i disse diskussioner er historikerens vigtigste rolle ikke at lade sig påvirke af holdningerne, men at forsøge at forblive så objektiv som mulig, og samtidig anvende den historiske videnskab i diskussionen mellem fakta og fiktion. Historikere skal således ikke påtvinge folk bestemte holdninger, men derimod give dem en stærk historisk viden og sans, der gør dem i stand til at skille fejlagtige og fiktive antagelser fra. Dette fordrer naturligvis også, at historikerne selv reflekterer over egne roller i historieskrivningen, og overvejelser om, hvorvidt eller i hvilken grad kulturelle, sociale og økonomiske baggrunde medvirker at skævvride perceptioner af historien.


Antony Beevor

Ifølge Beevor er ét af kendetegnene ved de seneste 15-20 års historieskrivning, at det nationale narrativ er blevet sat til side til fordel for mere transnationale rammer. Det skyldes særligt, at den globale historieskrivning har haft udgangspunkt i eller fokus på Anden Verdenskrig, der med sit verdensomspændende aftryk, er den begivenhed i historien, der har berørt flest mennesker på tværs af grænser. Følgelig er der opstået et behov for, at historikere hæver sig over det nationale plan for at kunne skrive den globale historie. Man har allerede set eksempler på de nye strømninger. Japanske og kinesiske historikere sætter fokus på oversete historiske emner såsom det fælles asiatiske perspektiv på Anden Verdenskrig. Og tyske historikere har reduceret det anglocentriske fokus fra den tidligere historieskrivning og forsøgt at gøre op med direkte sammenligninger mellem fortidige og nutidige hændelser. Alligevel drages der til stadighed paralleller f.eks. mellem AfDs succes og nazismens fremvækst i 1920-30’erne. Politikere og medier bruger Anden Verdenskrig som referencepunkt for nutidige kriser eller konflikter – også selvom verdensordenen og krigsførelsen sidenhen er ændret. Men som Beevor påpeger, gentager historien sig aldrig, og den største fejl i vores historieskrivning- og forståelse vil derfor være, hvis vi tror, vi kan drage direkte paralleller til fortidige hændelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.