søndag, maj 22

Kvinder i amerikansk politik

For otte år siden fik USA deres første farvede præsident – en revolutionerende, historisk og altafgørende begivenhed, der flyttede grænserne for den amerikanske drøm. Selvom særligt det seneste år har vist, at diskriminering imod specielt unge sorte mænd stadig er et massivt problem, gav præsidentvalget i 2008 en stemme til det andet USA; de, der ikke tilhører den efterhånden forsvindende elite af hvide, midaldrende mænd. Nu ser det ud som om den anden halvdel af USA’s befolkning for første gang i 227 år får deres stemme.

clinton

Bygget af mænd

Stor, større, størst. Cowboys og rodeos. Roadtrips, truckers og pickuptrucks. Washington og Wall Street. USA er i høj grad et land bygget på maskuline dyder; af mænd, til mænd. Tilbud som daginstitutioner og børnepasning er så godt som ikke eksisterende og dyrt for selv rige middelklassefamilier. Derfor er mange kvinder nødt til at gå hjemme. Og det er ikke kun økonomisk påtvunget; USA’s soccer mom lever og tiljubles, og selvom der herfra intet ondt skal tilskrives denne gruppe, påvirker det ligestillingen negativt, når kvinder efter det første barn mere eller mindre er fanget i hjemmet, indtil den sidste flytter hjemmefra.

Det skaber også forventninger til kvinderne om, at leve op til traditionelle dyder som husmor. Følger man filosof Judith Butlers anerkendte teori om performative kønskonstruktioner, hvor diskurs, traditioner, medier osv. og individet selv igennem sin performance er med til at bestemme hvad der er feminint og maskulint, er tendensen slående.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvem der taler og sidder i magtembeder og i politik. Og her opfattes det politiske landskab i USA, ifølge forskere som Michael Kimmel (PhD UC Berkeley; se f.eks. Angry White Men, 2015) og Jackson Katz (PhD UCLA; se f.eks. Man Enough, 2016), overvejende som et maskulint felt. Det viser sig også i statistikkerne: Af alle USA’s politiske instanser sidder der flest kvinder i de lokale delstatsregeringer med 24,4 % kvinder, imens kun lidt under hvert femte medlem af kongressen er en kvinde (cawp.rutgers.edu, 02.11.16). Af den grund er valgkampen også i høj grad en kamp på maskulinitet, og præsidentembedet er kendetegnet som den mest maskuline institution i landet; ofte udtrykt som landets fader. I den forbindelse er dette års præsidentvalg ekstrainteressant; på den ene side står en mand, der åbenlyst og gang på gang har udtalt sig nedværdigende omkring kvinder og pralet af seksuelle overgreb, og på den anden side; en kvinde.

grab-them-by-the
Trump kom i strid modvind, da denne optagelse kom frem. Efterfølgende rullede sagerne i massevis om kvinder, der var blevet udsat for seksuelle uvelkomne tilnærmelser fra Trumps side.

Rollen som førstedame og forventningen om ”The Good Wife”

Hillarys fortid som førstedame har stor betydning for, hvordan amerikanerne ser på hende som præsidentkandidat. Særligt ældre, traditionelle republikanere har et horn i siden på Clinton-parret og ifølge Derek Beach, professor ved statskundskab på AU og USA-ekspert, er det særligt Hillarys politiske arbejde som førstedame der skær dem i øjnene.

Her ses Hillary i baggrunden, mens hendes mand taler om Lewinsky-affæren.

”Mange republikanere kunne ikke håndtere det power couple, som The Clintons var, og mange af dem har stadig et billede af hende (Hillary, red.) som en Clair Underwood (førstedame i Netflix serien House of Cards, red.), altså som den her magtsyge kvinde, som skal kende sin plads og bage nogle småkager.”

Og småkagen kan hurtigt komme galt i halsen; det kender vi også fra Danmark hvor Helle Thorning ofte blev spurgt ind til hendes privatliv ligesom, at hendes tøjvalg og Gucci-taske blev kommenteret. Det samme skete for Hillary, da hun i valgkampen i 1992 blev spurgt, om hun havde bagt småkager. Da hun svarede, at hun ikke havde tid til at bage til sin familie på grund af hendes karriere, ramte hun ifølge Beach den gennemsnitlige husmor, og ikke bare de konservative, på stoltheden.

Populariteten voksede meget sigende først igen, da hun lavede en ”Tammy Wynette” (countrysangerinde, især kendt for sangen ”Stand by your man”, red.) fordi hun, på trods af Bill Clintons skandaler, stod bag ham. Det betyder selvfølgelig ikke, at Hillary ikke i sig selv er egnet til præsidentposten; Beach beskriver hende som den erfaringsmæssigt mest kompetente og vidende kandidat USA nogensinde har haft, men han er i tvivl, om USA havde været moden til en kvindelig præsident, havde hun haft en reel modstander; ”Jeg tror, hun ville have haft det svært, hvis det bare havde været en som Marco Rubio, som ikke kører så hårdt imod de spansktalende, selvom han havde nogle ekstreme holdninger, men som var lidt mere spiselig for det pæne borgerskab.”

 

Sexisme eller politisk dygtighed?

Men Hillarys problemer skyldes selvfølgelig ikke kun politisk sexisme. Nok kræver det mere af Hillary, og en kvinde i det hele taget, at komme langt i amerikansk politik, men Beach fremhæver især hendes mangel på karisma og politisk tække som hendes største udfordring. ”Hillary er ikke den bedste kandidat, og ikke bare fordi hun er kvinde, men også fordi hun simpelthen ikke er nogen særlig dygtig taler. Der er andre kvinder som Elisabeth Warren (Demo. Senator fra Massachusetts, red.) og Nancy Pelosi (Demo. Minoritetstaler i Repræsentanternes Hus, red.) bedre. Men hun taler mere som en embedsmand.”

Hillary mangler simpelthen den Obama-faktor, som i høj grad skal til for at nå langt i amerikansk politik, og som kvinde desværre kan være en balance imellem at blive opfattet som skinger, eller ufølsom. ”Hvis vi ellers ser på hendes evner, så tror jeg ikke man kommer udenom, at hun bliver bedømt, også i forhold til likeability, anderledes end en mand. Fordi hun er ikke den der ydmyge kvinde. Hun er ret ærlig omkring hendes ambitioner. Det er helt OK for en mand, det er bare stadigvæk ikke så acceptabelt for en kvinde i USA.”

 

Når jeg bliver stor vil jeg være …

barack_obama_hope_posterValget af Hillary bliver for mange fravalget af Trump, hvor især mange demokrater er skuffede over Bernie Sanders nederlag eller i det hele taget ønsker en ny Obama. Derfor fylder fortællingen om Hillary som USA’s første kvindelige præsident også meget i valgkampen. Nanna Bonde, landsformand for SFU og feminist, har i de sidste par uger været i USA for at følge Hillarys valgkamp. Her er budskabet om, at det er på tide, at USA får en kvindelig præsident, en vigtig del  af Hillarys kampagne. Det har desuden ifølge Bonde, der også fulgte Obamas valgkamp i 2012, været sværere at mobilisere frivillige, og i det hele taget er der en frustration over valget og kandidaterne. ”Der er langt fra Obama-valget i ’08, som brandede sig på budskaber som ”Change” og ”Hope”, og valget i dag, hvor en stemme på demokraterne er et fravalg af Trump end et tilvalg af Hillary. Det gør rigtig mange frustrerede og betyder, at de slet ikke bruger deres stemme. Det har desuden været meget sværere denne gang at organisere frivillige i demokraternes kampagne.”
I kraft af Trumps tydelige uegnethed og ignorance er det amerikanske valg i år mere end et valg af den bedste kandidat. Det er i høj grad et valg af på kompetencer, værdier og dannelse, men også på køn og ligestilling. Under Bondes besøg i USA fik hun lejlighed til at tale med Michael Kimmel. Ifølge ham bør Hillary vælges alene på baggrund af, at hun er en kvinde. Det er sat på spidsen, men Kimmel begrunder det med, at det er ”[..] altafgørende, at vi får en kvindelig præsident for ”if we can see it, we can be it”.

Bondes konklusion er i den forbindelse også, at med en kvindelig præsident vil vi i fremtiden se små piger, som ser op på deres forældre og siger, at de en dag vil være præsident. Det har vi aldrig set før, og det er måske i virkeligheden den magtforskydning, der er særlig vigtig ved dette valg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.