mandag, oktober 3

Tema USA: Donald Trump og hans vælgere

Om få dage bliver vi vidner til det måske vigtigste præsidentvalg i nyere amerikansk historie. Den republikanske kandidat, Donald Trump, er et fænomen, som kun få havde set komme. Da Trump i 2015 tilkendegav, at han ville stille op som præsidentkandidat, var der ikke mange, der betragtede ham som en alvorlig deltager. Men ikke alene formåede Trump at blive udnævnt som republikanernes præsidentkandidat, meningsmålingerne viser også, at et sted mellem 35 og 45% af de amerikanske vælgere betragter ham som deres første valg, imens måske yderligere 5-10% seriøst overvejer at stemme på ham. Hvem er disse vælgere, og hvad er det, der tiltrækker dem ved denne højst usædvanlige kandidat?

 

trumpvaelgere

 

Det er ingen hemmelighed, at Trump overvældende tiltrækker støtte fra hvide vælgere, med kernegruppen nærmere betegnet som hvide mænd uden videre uddannelse. Hvis det udelukkende var mænd eller hvide, der fik lov til at stemme, ville resultatet være en jordskredssejr til Trump. Denne del af befolkningen har for det meste af USA’s historie været stærkt privilegeret. Men de store demografiske forandringer, der har præget USA i løbet af de sidste årtier, betyder, at det er muligt at få øje på en tid – det bliver cirka i 2044, siger demograferne – hvor hvide amerikanere bliver et mindretal.

Hvide vælgere uden videre uddannelse har ikke klaret sig godt i løbet af USA’s vedvarende omdannelse fra en økonomi baseret på fremstilling af varer til en økonomi, der prioriterer højteknologisk viden og service. I den globale økonomi har arbejdere set især fabriksstillinger forsvinde gennem frihandel til Kina og Mexico, samtidigt med at de skal konkurrere mod indvandrere i en benhård økonomi, hvor der til forskel fra Skandinavien ikke er meget støtte fra staten til de svageste. Set med disse øjne fremstår Trump, der vil vrage frihandelsaftaler, slå ned på Kina og bygge en mur mod Mexico, som en radikal og nødvendig løsning. Med Trump skal alt nok blive godt igen. At ”eliterne” råber højlydt, at disse tiltag ville føre til handelskrige og økonomisk depression, gør kun Trumps tilhængere mere overbeviste om, at han har fat i den rigtige ende.

Det er ikke kun økonomisk set, at mindre veluddannede hvide klarer sig dårligt. Økonomer fra Princeton University har med nylig forskning også fundet frem til, at hvide i de lavere samfundsklasser oplever en dalende forventet levealder. I mange områder i USA er især alkoholisme og afhængighed af amfetaminer og opioider så udbredt, at der tales om ”a public health crisis”. Anne Case, der har udført noget af denne forskning, udtalte, at de ramte dele af befolkningen ”may be privileged by the color of their skin, but that is the only way in their lives they’ve ever been privileged”. Disse mennesker er trætte af at høre, at sorte amerikanere råber ”black lives matter”. Nej, siger Trumps tilhængere, ”all lives matter”!

På mange måder klarer USA det økonomisk meget godt. Trump tegner dog et dystopisk portræt af et land, der befinder sig på kanten af afgrunden, der bliver ydmyget internationalt, og der bliver overrendt af farlige og kriminelle indvandrere. ”Make America great again” – Trumps berømte slogan – kan jo, som præsident Obama har påpeget, kun betyde, at Trump mener, at Amerika ikke længere er et stort og formidabelt land.

Det er nødvendigt at understrege, at det ville være en fejltagelse, at afskrive disse vælgere som en flok patetiske, mindre intelligente mennesker, der er dømt til at uddø, alt imens de tuder om ”de gode gamle dage”. Politikere fra både republikansk og demokratisk side bliver fremadrettet nødt til at tage disse vælgeres problemer alvorligt. Det er under ingen omstændigheder sundt, hvis der danner sig en permanent vred og forsømt underklasse, da det meget vel kan føre til en slags politisk radikalisering, der godt kan ende voldeligt. Et mere nuanceret bud på at forstå de mindre velhavende hvide i USA kommer fra J.D. Vance, der har skrevet Hillbilly Elegy: A Memoir of a Family and a Culture in Crisis.

Det er i øvrigt også langt fra alle af Trumps vælgere, der er hvide og fattige – mange er også hvide og velhavende. Alle lader de sig dog forføre af den tanke, at dette valg muligvis er den sidste chance for at redde ”vort land”. Alt står bogstavelig talt på spil, og hvis Hillary Clinton vinder, så går alt ad helvede til. Derfor er der en betydelig synergi mellem Trumps vælgere og højreekstremistiske og åbenlyst racistiske grupper, der hilser et frontalt angreb på den forhadte ”politiske korrekthed” og de intellektuelle besserwissere fra østkysten og vestkysten velkommen. Ironien er selvfølgelig, at den styrtende rige milliardær Trump ikke selv har noget som helst til fælles med mange af sine vælgere udover sin hudfarve. Hans forestillinger om økonomisk politik – såfremt det overhovedet er muligt at identificere specifikke økonomiske tiltag i hans buldrende og bugtende taler – er blevet sablet ned af næsten samtlige økonomer. Disse påpeger bl.a., at det er de rigeste i USA, ligesom selvfølgeligt Trump selv, og ikke hans egne vælgere, der ville have økonomisk gavn af hans sejr.

Hvor særpræget Trump end forekommer, så er hans kandidatur ikke noget særligt nyt i amerikansk historie. Den amerikanske historiker Richard Hofstadter skrev to skelsættende bøger, Anti-intellectualism in America (1963) og The Paranoid Style in American Politics (1964), der lige så godt kunnet have været udgivet i 2016. Hofstadter gik helt tilbage til USA’s rødder og kastede et kritisk blik på populistiske bevægelser såsom den nationalistiske ”Know Nothing” bevægelse fra 1850’erne.

Nej, det farligste og det nyeste ved Trump er, at han antyder, at hele systemet er råddent og manipuleret til fordel for Hillary Clinton. Endvidere sagde Trump til den tredje debat, at han ikke kunne garantere, at han ville acceptere valgresultatet. Det er en brandfarlig udtalelse, der stiller spørgsmålstegn ved selve demokratiet. Siden begyndelsen af USA har der været en tradition for fredelig magtskifte – med Lincolns valg og den følgende borgerkrig som den eneste og fuldstændig forfærdelige undtagelse. Det haglede derfor med rette ned med kritik på Trump fra amerikanske politiske kommentatorer – mange af dem livslange medlemmer af det republikanske parti – der sagde, at Trumps udtalelse hørte hjemme i ustabile lande så som Venezuela eller Zimbabwe. Men både Trump og Breitbart News Network bliver ihærdigt ved med at fortælle historier om den onde og korrupte Clinton – ”crooked Hillary” – og dyrke dystre teorier om sammensværgelser mod det amerikanske folk.

Det er med bedste vilje meget svært at se, hvordan Trump ville kunne blive en præsident foresultatr alle USA’s borgere, hvis
han bliver valgt. Men man er nødt til at konstatere, at det også vil blive op af bakke for Clinton, hvis hun bliver den næste præsident. I USA’s nyere historie har man ikke set et valg, hvor begge kandidater er så upopulære, og Clinton bringer som bekendt også en del baggage med sig i form af diverse lindrende skandaler. Det store spørgsmål for tiden er, hvordan Trumps
mest nidkære vælgere ville reagere på et nederlag. Og vil Trump trods alt anerkende en Clinton sejr? Og hvad bliver konsekvenserne for det dybt splittede republikanske parti?

Af Christian Axboe Nielsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.