søndag, maj 22

Filmanmeldelse: Fritz Bauer – En fjende af staten

fritz-bauer-plakat

I ’Fritz Bauer: En fjende af staten’ følger vi den stædige, jødiske rigsadvokat Fritz Bauer, der ihærdigt forsøger at stille
højtrangerede leder fra Anden Verdenskrig til regnskab for deres handlinger. En dag modtager Bauer et brev fra Argentina, hvori afsenderen påstår, at Adolf Eichmann skjuler sig i det sydamerikanske land. Bauer undersøger straks sagen nærmere, men undersøgelsen bliver hindret pga.
de tidligere nazister der stadig har stor politisk magt i statsapparatet. Filmen er trods sit flade persongalleri (ndtagen hovedrollen), der virker kliché, en fremragende og spændende hyldest til Bauer. Jeg kunne snakke videre om hvordan filmen fungerer eller ikke gør, men jeg finder det mere interessant, at der i løbet af de senere år er kommet hele tre film, der sætter fokus på Fritz Bauer.

I nutidens Tyskland er det et aktuelt emne, at mange embedsmænd fra det nazistiske styre fik genansættelse i de nye tyske statsapparater efter Anden Verdenskrig. Dertil kommer at ny historisk forskning kortlægger problemets omfang, men netop også filmens verden tager temaet op er interessant.

Allerede i 1950erne og 1960erne forsøgte Fritz Bauer at afdække, hvordan nazismen spillede en rolle i det vesttyske embedsværk efter krigen. Efter mange år uden bred offentlig anerkendelse af Bauer, er der siden 2014 udkommet tre hyldestfilm om ham.

Det nye opgør med fortiden er langt mere kritisk indstillet end den var umiddelbart efter krigen. Ifølge Karl Christian Lammers, lektor emeritus på KU, var der i 1950erne en form for fortidspolitik, der gik ud på, at de tyskere der havde bakket nazismen op, skulle vindes for det nye demokrati, hvorimod man i dag ser et større opgør mod nazismen som sådan. Afstanden i tid, gør det i dag muligt at have en mere kritisk indstilling overfor begivenhederne. Filmen(e) om Bauer er dermed en anden måde at beskæftige sig med samme emne. Den tidslige afstand er også den primære grund til, at Fritz Bauer (død i 1968) først nu får sin offentlige anerkendelse.

Bauer var en kontroversiel person i 50erne og 60ernes Vesttyskland, fordi han afslørede det nye embedsværks relation til det nazistiske regime. Bauers arbejde var dengang rettet mod levende personer, og nogen vil hævde, at det også gik imod staten, men i dag er de personer, han afslørede, enten døde eller fratrådt deres stillinger. Derfor kan man i dag bedre bruge ham som en institutionel kritik af embedsværket efter 1949 og med de tre film om ham, virker det også til at Tyskland er mere villige og parate til at se dens fortid i øjnene.

De historiske undersøgelse viser, at minimum 20 procent af det Tredje Riges embedsfolk fik genansættelse i Forbundsrepublikken (BRD), en smule mindre i DDR.

Da den nazistiske stat i 1945 blev opløst, blev alle dets tidligere tjenestemænd sat ud af stilling. I den nuværende tyske forfatning, der bygger på den vesttyske forfatning, står der stadig i paragraf 131, at staten skal ordne forholdene for alle tjenestefri tjenestemænd fra nazitiden. Fordi den gamle tjenestemandsansættelse bygger på jobsikkerhed og indkomstsikkerhed, betyder at ordne forholdene for de arbejdsløse tyske tjenestemænd, at staten BRD skulle give pension eller tilbud om genansættelse til de mange tidligere medarbejdere fra naziregimet. Udover den retslige forpligtelse, havde BRD et akut behov for erfaren og veluddannet arbejdskraft, der kunne hjælpe med at bygge et nyt statsapparat. Hertil kommer at krigsforbrydere og Gestapo-ansatte ikke skulle blive genansat. Staterne var stadig forpligtet til at lede efter krigsforbrydere og straffe dem, men mistænkeliggørelsen alene pga. en formodet nazistisk overbevisning og en roden rundt i befolkningens fortid blev ikke længere anset for at være gavnligt for opbyggelsen af de nye stater.

Bauers stræben efter at bringe de tidligere nazister for retten og tvinge tyskerne til at erkende deres egen fortid gjorde ham ikke ligefrem velset i Vesttyskland. Han blev fra flere sider modarbejdet af staten, der anså hans projekt som ødelæggende for opbygningen af det nye Vesttyskland. Bauers ønske var at Eichmann sagen skulle føres i Vesttyskland, så befolkningen kunne se nazismens rædsler i øjnene. At retssagen endte i Israel har til dels at gøre med den politiske modvilje mod en proces i Vesttyskland. At den berygtede dødslæge fra Auschwitz, Josef Mengele, der returnerede to gange til Vesttyskland efter sin flugt til Sydamerika, en gang for at blive gift, og en anden for at få fornyet sit tyske pas, ikke blev pågrebet trods hans direkte kontakt med myndighederne i en lille bayersk by, kan kun forstærke billedet af denne modvilje.

Filmene om Bauer udtrykker et Tyskland der er villig til at erkende sin fortid og sin dårlige samvittighed overfor Bauer.

Af Frederik Larsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.