søndag, maj 22

Et kildenært bachelorprojekt i nutidig historie

Udfordringer ved nutidens historie

I mit bachelorprojekt, der omhandlede FN’s Sikkerhedsråds håndtering af Islamisk Stat i Irak og Syrien (ISIL) i perioden 2012-15, gjorde jeg primært brug af en kildenær analysetilgang. Valget faldt på denne tilgang, fordi jeg personligt nyder at gå i dybden med et stort kildemateriale, men også af nødvendighed, fordi emnet var så nyt, at der vitterligt intet var skrevet om Sikkerhedsrådets rolle i forhold til ISIL på dette tidspunkt. Generelt var litteraturen om ISIL ret sparsom, og jeg måtte læne mig op af litteraturen omkring Irakkrigen og i særdeleshed borgerkrigen i Syrien for at kunne sætte mine fund i en bredere kontekst. Selvom en kildenær analyse ofte er lige til at give sig i kast med, var det derfor ikke uden udfordringer at skrive dette projekt. Selve materialet, der primært bestod af mødereferater, resolutioner og lignende dokumenter, måtte også behandles med forbehold. Materialet var nemt at finde på grund af Sikkerhedsrådets ønske om transparens, men arbejdsgangen i internationale organisationer som denne gør, at der ikke bliver taget referat af alt det, der foregår ”bag scenen”, mens det, der foregår ”på scenen”, ofte er skrevet i et formelt sprog. Det er derfor kun slutresultatet af en længerevarende proces, der er tilgængelig, og som samtidigt er plastret til i formalia, der skal afkodes, hvorfor det bliver en øvelse i sig selv at finde de relevante informationer i kildematerialet. Derudover var det nødvendigt at afgrænse materialet, så jeg ikke skulle opdatere kildelisten i realtid, hver gang der skete noget nyt.

Et tøvende sikkerhedsråd?
En af de væsentligste pointer fra projektet må være den undren, der dannede grundlaget for diskussionsafsnittet. I analysen fandt jeg frem til, at Sikkerhedsrådet havde kendt til en terrorgruppes hærgen i Irak fra begyndelsen af perioden (red. 2012-15), som efter alt at dømme var ISIL i en tidligere udgave. Man valgte dog ikke at gøre noget før ISIL begyndte at erobre byer i Irak i januar 2014. Samtidigt blev ISIL stort set ikke omtalt i materialet om Syrien, før gruppen etablerede sig som kalifat i sommeren 2014, hvilket var mærkværdigt, eftersom den sparsomme litteratur havde et stort fokus på ISIL’s ageren i Syrien fra 2013 og fremefter.

For at forklare dette dykkede jeg ned i Sikkerhedsrådets håndtering af borgerkrigen i Syrien på et mere generelt plan. Jeg kom frem til den umiddelbare tolkning, at man ikke havde diskuteret ISIL i kontekst af Syrien før relativt sent, fordi det blot var en ud af mange grupper, der forbrød sig mod menneskeheden, hvorfor det ikke var muligt at isolere de aktive terrorgrupper, når der blev rapporteret om konfliktens tilstand. Dette medvirkede også til, at Sikkerhedsrådets handlingsfokus var rettet mod den langt alvorligere konflikt i Syrien i stedet for Irak, hvilket kan have haft betydning for, hvorfor der gik lang tid, før man greb ind i Irak. På grund af interventionen i Libyen havde Rusland og Kina siden konfliktens tidlige fase også blokeret for, at det internationale samfund kunne intervenere, hvorfor en indgriben overfor terror i Syrien ikke havde været muligt isoleret set, hvilket fortsat afspejlede sig i håndteringen af ISIL. Irak blev da indgangen til, at det internationale samfund i FN-regi kunne gribe ind overfor ISIL’s transnationale terrorregime, og de fleste resolutioner mod ISIL blev også udarbejdet enten for at hjælpe Irak eller for at sikre international sikkerhed og fred – og ikke for at hjælpe Syrien med at slippe af med ISIL, om end de militære tiltag udenfor FN ligesom ISIL ignorerede de suveræne statsgrænser.

Af Kristian Pindstrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.