søndag, maj 22

En begrebshistorisk bachelor om fester – reformationsfester

Den 31. oktober 1517 opslog Martin Luther sine 95 teser på slotskirken i den tyske by Wittenbergs port. Denne begivenhed er sidenhen kommet til at symbolisere reformationens begyndelse og er i hvert efterfølgende århundrede blevet fejret med pomp og pragt. Mit bachelorprojekt undersøgte, hvorledes en række danske reformationsjubilæer var politiske projekter afholdt med afsæt i politiske intentioner fremfor rent kirkelige, religiøse begivenheder.

Projektets analytiske ramme

Projektet tog afsæt i Reinhart Kosellecks begrebshistorie. Heri skelnes mellem begrebshistorie, der beskæftiger sig med sproglige fænomener, og socialhistorie, der beskæftiger sig med ikke-sproglige fænomener. Begrebshistorien antager, at begreber modsat ord ikke er entydigt definerede, hvorfor de kun kan fortolkes. Denne fortolkning kan undersøges historisk. Et begrebs betydningsindhold fastsættes igennem andre ord og begreber, der indgår i dets begrebsfelt. Begrebet må dog også forstås i sammenhæng med den tid og det/de rum, det bruges i; altså den historiske kontekst. Min opgaves sproglige fænomen var diverse ”festkomitéers” nedskrevne arbejde fra planlægningen af jubilæerne. Ved at se på hvilke ord og begreber, der indgik i det begrebsfelt, hvori reformationsfest-begrebet indholdsbestemtes og defineredes i komitéernes materiale, og sammenholde dette med den historiske kontekst, sporedes de politiske projekter og intentioner bag jubilæerne.

Jeg fandt, at den begrebshistoriske tilgang var særligt egnet til at give indsigt i, hvor megen forskellig betydning, der kunne knyttes til hvert enkelt jubilæum, og hvordan jubilæernes formelle omdrejningspunkt ikke nødvendigvis var det reelle. Jan Ifversens artikler ”Begrebshistorien efter Reinhart Koselleck” fra Slagmark nr. 48, 2007 og ”About Key Concepts and How to Study Them” fra Contributions to the History of Concepts nr. 6, 2011 er gode at tage afsæt i, hvis man ønsker at anvende begrebshistorien som analytisk værktøj.

1817-jubilæet: Konge – Luther – Gud

Forberedelserne til 1817-jubilæet blev påbegyndt året forinden; her lod Frederik VI en kommission til planlægning af jubilæet nedsætte. Kommissionens arbejde mundede ud i en kongelig anordning omhandlende jubilæet og dets indhold.

Af anordningen fremgår det, at fejringen officielt skulle forstås som dels en jubelfest ”til Minde om Doctor Martin Luthers, […], Reformation i den christne Kirkes Lære”, dels en ”høitidelig Takkefest, for Guds Varetægt over den evangeliske Lære i den forløbne Tid”. Igennem sådanne formuleringer blev Luther og Gud (måske ikke overraskende) knyttet tæt til 1817-reformationsfestbegrebet.

I festens begrebsfelt synes kongen dog at stå mere centralt end reformationens og himlens fædre. Rent kvantitativt indeholdt april-anordningen således flere henvisninger til kongens person end til Luther og Gud sammenlagt. Forinden disse to overhovedet blev nævnt i anordningen, var kongen blevet anråbt tre gange som ”Konge til Danmark”, ”Hs. Majestæt” og den, der ”med landsfaderlig Glæde overskue denne Læres velgjørende Følger”. Kongen var ikke blot en gudslegitimeret, suveræn fyrste, han var ligeledes landsfaderen, der tog sig af sin befolkning.

Formelt var Gud og Luther altså festens hovedfigurer, men går vi tættere på sproget, synes kongen reelt at have været fejringens nøgleperson. Danmark blev i starten af 1800-tallet rystet af den ene ”ulykke” efter den anden, herunder: Københavns bombardement i 1807, statsbankerotten i 1813 og afståelsen af Norge i 1814. I denne kontekst synes reformationsjubilæet ikke kun at være afholdt for at fejre Gud og Luther, men ligeledes at være blevet anvendt til en patriotisk genopbygning af kongemagtens legitimitet.

Af Astrid Ølgaard Christensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.