Glæd Dem, kære læser, for denne uge bringer vi Dem en særlig billedserie fra det vilde og eksotiske parkkollegium.
På trods af disse nydelige omgivelser i frk. Anne Friis’ bopæl, ser man dog tydeligt den længsel, der fylder den almene akademiker, skulle denne en sjælden gang vove at løfte blikket fra bøgerne og skue ud i den verden, der blev de erhvervsuddannede til dels.
Pæn og ordentlig ung mand med et værelse lige så nydeligt, rydeligt og velorganiseret som resten af ham ELLER kollegiejunglens bedste kamæleon?
Vi tilgiver den læser, der skulle tro at FORTIDENDE har sparret på den prestigefyldte CRIBS-sektion og blot bragt et Michael Kvium-maleri. Det er dog ingen ringere end selveste Uffe Illum, der her vender ryggen til en verden endnu ude af stand til at værdsætte hans geni.
Her har vores modige fotograf hr. Lucas Enghoff Olsen formået at få et unikt billede af den sjældne Drude i sit naturlige habitat. Bemærk det smukke skær fra fyrfadslysene, der sammen med den tændte lampe især ved højlys dag smukt oplyser den pænt redte seng.
Bemærk den stoiske desperation, der anes bag Hr. Kristoffer Skovgaards øjne, idet han kæmper for at finde det helt rigtige James Bond-citat til at matche hans domicils diabolsk velorganiserede PS 4-spil, for ikke at nævne den skurkagtige nøjagtighed, med hvilken controlleren flugter med bordkanten.