mandag, oktober 3

Adam Holm – Historiker fra det virkelige liv

I denne måneds ”Historiker fra det virkelige liv” har vi haft fat i Adam Holm. Adam Holm er uddannet ph.d. i moderne historie på Københavns Universitet, men han er nok mest kendt for sin rolle som journalist og studievært på blandt andet Deadline.

Over telefonen fik vi snak om, hvorfor han endte med at læse historie, hvordan han endte i journalistikkens verden, den mest interessante person han har interviewet, og hvilke kompetencer en historiker har.

 holm

Hvorfor begyndte du på historie?

 

Jeg har været interesseret i historie ligeså længe, jeg har kunnet huske. Det stammer nok især fra, at jeg via min families historie har fået en masse fortællinger om min families fortid. Min far var kommunistisk modstandsmand, og hans bror sad blandt andet i koncentrationslejr. Så det var ligesom den første del af den store garnnøgle. Så byggede jeg senere på, og især min folkeskolelærer og gymnasielærer vakte min interesse. Man skal altså ikke fornægte, hvilken betydning en engageret lærer kan have. Så det var interesse og læring, der fik mig til at læse historie.

 

Hvilke kvalifikationer har historiefaget givet dig?

 

Jeg begyndte at studere i 90’erne, og der er sket meget siden med hensyn til fagets anvendelighed. Man kunne blive gymnasielærer, arbejde på et museum osv. Men jeg endte så på Politiken, og der lærte jeg, at det at være historiker minder om at være journalist.

Men vi som historikere, er min erfaring, har større fagliglighed og gransker mere den litteratur, man skal analysere. Det er jo kildekritik, og selvom journalisterne selvfølgelig også har det, er det bare på en anden måde.

 

Hvad har du kunne bruge det til i dit arbejde som journalist?

 

Der er noget med dybde og automatisk forståelse af forbindelsen imellem fortid, nutid og fremtid. Journalister tænker måske ikke den vej, og der kan jeg mærke, at jeg har noget andet med.

 

Hvorfor gik du journalist vejen?

 

Det var faktisk tilfældigt. Jeg var i gang med mit ph.d. stipendie og så egentlig kun den vej. I min studietid havde jeg dog også været glad for at skrive og havde lavet lidt bredere formidling. Så handler det tit om, at man lige kender nogen, og det gjorde det også for mig. En af mine venner, Noa Redington, spurgte om jeg ville skrive en kommentar til debatsektionen i Politiken. Det blev jeg meget glad for, og jeg var også debatredaktør der.

 

Hvem er den mest interessante person, du har interviewet?

 

Det synes jeg er ekstremt svært at sige. For mig betyder det egentlig ikke noget, om det fx er dig jeg interviewer, eller om det er FN’s generalsekretær Ban Ki Moon. Det vigtige er, at man får en god dialog med personen, og så kan de ukendte være mindst ligeså interessante.

Så jeg vil hellere nævne et interview, jeg er rigtig glad for, som var med Tony Blair. Måske ikke fordi han var den mest interessante, men fordi det var et interview, der gik rigtig godt. Det handlede om Vesten og den dobbeltmoral, der måske herskede i Vesten efter de krige, vi havde deltaget i. Det var i tiden efter, han havde været premierminister, og han havde et ry for at være meget hård. Men det viste sig, at han var meget lyttende, og det på trods af at det var et svært emne for ham. Så det er et interview, jeg personligt er glad for.

 

Hvad er den største udfordring, hvis man er udannet historiker, men vil følge den journalistiske vej?

Umiddelbart skal man vænne sig til et lidt andet arbejdspres. Journalistikkens verden, især den der har med nyheder at gøre, skal ofte opgøres i minutter og halve timer, ikke uger og måneder, sådan som fx arkivarbejde og anden research ofte indebærer inden for historikerens gebet. Det går ganske enkelt lidt hurtigere i mediernes maskinrum. Det er formentlig den største enkeltstående kulturforskel mellem historieforskning og journalistik.

 

Hvilke muligheder ser du i, at nogle historikere bliver journalister?

Der burde bestemt være gode muligheder, særligt hvis den skrevne presse ikke bliver yderligere trængt. Naturligvis kan historikere også gøre fyldest inden for de elektroniske medier, men traditionelt har aviser og blade været gode til at rekruttere historikere. Selv nyhedsmedier har jo brug for anden hukommelse, end den man kan google sig frem til. Historikere har ofte en dybere baggrundsforståelse og et lidt større perspektiv på mange problemstillinger, end de fleste journalister har.

 

Har du et godt råd til de historiestuderende?

Det er formentlig verdens mest forpinte kliché, men med tiden har jeg erfaret, at der fortsat er sandhed i den: vælg et emne efter interesse, ikke efter nytteværdi og med tanke på, at det måske kan give et job. Det sidste er selvsagt vigtigt, men hvis man har skrevet fx sin afsluttende kandidatopgave med pennen dyppet i hjerteblod og med passionens svedperler på panden, så får man med garanti demonstreret sine faglige færdigheder på mere overbevisende facon end ved det strategisk valgte emne. Brug hjernen til at lade hjertet råde.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.