søndag, maj 22

Den varme stol: Rosanna Farbøl

 

RosannaFarb_l2

 

Den 1. april forsvarede Rosanna Farbøl sin ph.d.-afhandling ”Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende: Den Kolde Krig i dansk historiekultur 1989-2015”. På foranledning af Mikkel Høghøj satte vi hende i stævne i Den Varme Stol til en snak om et afsluttet projekt, og de tanker man gør sig ”på den anden side”.

 

 

Nu står du med en færdig ph.d.-afhandling – hvad kom den til at handle om?

Min afhandling omhandler debatten omkring den kolde krig i Danmark. Det er en historiebrugsafhandling om, hvordan den kolde krig er blevet til politik og er blevet gjort til historie. Om hvordan den kolde krig har fungeret som politisk magtressource, som moralsk kompas i den kulturelle forestillingsverden, ideologisk pejlemærke og identifikations fællesskab. Altså alle de måder, som forskellige aktører via historiebrug, fortællinger og historiepolitik har brugt den kolde krig til at give orientering, legitimation og identifikation i forbindelse med forskellige projekter.

Jeg ville heller ikke bare se på, hvordan politikerne har brugt og misbrugt historien. Jeg har forsøgt at dele det op ved at kigge på den politiske arena, hvordan politikerne har brugt og misbrugt historien, og den videnskabelige arena, hvordan historikerne har diskuteret den kolde krig. Endeligt har jeg kigget på den kulturelle arena, altså museer, kulturarvsstyrelsen osv. I 2013 blev den kolde krig officielt udnævnt til dansk national kulturarv, hvilket ikke engang besættelsestiden er. Dét, synes jeg, er interessant; hvilke fortællinger om den kolde krig er det, der er blevet institutionaliseret og gjort til kulturarv.

__Klubovy_2011.iStockphoto

I disse tre arenaer kigger jeg altså på, hvad det er for nogle fortællinger om den kolde krig, der kommer til udtryk, hvad er det, der foregår. Kulturelt havde vi i 2008 to koldkrigsmuseer, nu har vi seks. Der opstod pludseligt en enorm interesse for den kolde krig, som jeg har søgt at kortlægge, for så at sætte dette op imod den meget heftige politiske debat, der fortløbende har været. Her har forskellige politiske partier forsøgt at tage historien til indtægt, hvilket selvfølgeligt handler om, at historien er en kilde til magt. Hvis man kan sige, ”vi havde ret dengang, de andre tog fejl,” så kan man stille spørgsmålstegn ved, om ”de andre” i dag er i stand til at forvalte demokratiet og nationalstaten ordentligt.  Heraf kommer det, at politikerne har bestilt forskningsprojekter for mere end et hundrede millioner skattekroner. Når der har været uenighed om et historisk emne, har de bedt historikere om at finde ”sandheden”. Den kolde krig har altså fået enorm politisk aktualitet.

Koldkrigsmuseet Stevnsfort, der åbnede i 2008, er ét af fire koldkrigsmuseer der er åbnet i inden for de sidste ti år.

Aktualiseringen af den kolde krig startede helt tilbage i 90’erne. I midt-90’erne kørte Berlingske Tidende og Weekendavisen en kampagne mod venstrefløjen; førstnævnte ønskede et opgør med sidstnævntes dominans på DR, i aviserne og i kulturlivet. Dette var debattens egentlige start, men her foregik den udenfor Folketinget. Der var selvfølgelig politikere, der blandede sig, men det fik ikke rigtig indflydelse for den politiske debat på Christiansborg. I udenrigspolitikken f.eks. var der borgfred omkring den kolde krig, der ikke blev brugt som argument i 90’erne. Dette skete imidlertid i 00’erne med Anders Fogh Rasmussen, hvor den kolde krig blev gjort til en del af kulturkampen og værdidebatten, og blev spundet ind i Dansk Folkepartis kamp mod islam samt kampen mod terror. Den kolde krig som argument for: ”vi svigtede dengang, det må vi ikke nu”. Debatten skifter altså i 00’erne karakter og bliver meget mere skinger og intens. Endeligt stilner den af i 10’erne; selvom der har været enkelte diskussionsopblomstringer, f.eks. da Bent Jensens rapport udkom i 2014.

George_W._Bush_og_Anders_Fogh_Rasmussen
I 00’erne under Anders Fogh blev den kolde krig brugt som argument for, at man skulle deltage i krigen mod terror.

Jeg har altså både kigget på det tematisk, altså disse tre arenaer, men også fasemæssigt eller kronologisk, for at se hvilke forskelle og ligheder, der kan spores. I 90’erne, hvor den kolde krig ikke rigtig blev brugt politisk, der repræsenteredes den heller ikke som kulturarv, der var den kolde krig ikke rigtig historie endnu. I 00’erne, især i slut-00’erne, begyndte der at ske rigtig meget i den kulturelle arena. Kulturminister Brian Mikkelsen blev f.eks. enormt involveret i at gøre Stevnsfortet til et koldkrigsmuseum, og herigennem gøre den kolde krig til kulturarv, og fik kædet dette ind i kampen om terror ved at holde en tale om, at kampen mod terror må ses som en forsættelse af den kolde krig. På den måde blev den kolde krig spundet ind i politikken. I 10’erne, hvor vi altså har fået utroligt mange koldkrigsmuseer, er det imidlertid ikke længere de historiske konflikter, der fokuseres på. Derimod er den kolde krig blevet en art turistattraktion, som man kommer og besøger, kigger på nogle sjove ting fra Østeuropa og Østtyskland for så at tage hjem igen. Så der er nogle ret fine faser i fortællingen om den kolde krig, og det er dem, jeg har brugt de sidste fire-fem år på at undersøge. Fortællingen stopper selvfølgelig ikke, men det var min afhandling desværre nødt til at gøre.

Mikkel Høghøj: Nu er du jo kommet over på ”den anden side”, idet du har indleveret din afhandling til bedømmelse. Hvis du tænker tilbage på forløbet som ph.d.-studerende og den proces, det har været, er der så nogle særlige råd, du vil give til de studerende, der overvejer at gå samme vej? Hvilke faglige såvel som personlige overvejelser synes du, de bør gøre sig, inden de giver sig i kast med et sådan forløb?

Man skal virkelig være sikker på ens nørdethed. Man skal virkelig være nørdet for at kunne arbejde i så mange år med det samme projekt. Men jeg synes så til gengæld også, at man skal huske på, hvor privilegeret man egentligt er; at det ikke bare er sure deadlines, men at der faktisk er nogen, der betaler en for at sidde og lave det, man gerne vil, i fire år. Tænk at man har så lang tid, hvor man bare får lov til at følge ens interesse! Samtidig skal man så selvfølgeligt også være opmærksom på, om man kan finde ud af at prioritere imellem sit arbejdsliv og sit privatliv. Jeg tror nemt, man kan komme til at føle, at ph.d.en fylder det hele, men man må huske sig selv på livet ”udenfor”.  Så rådet skal måske være, at hvis man kan affinde sig med, at man har et tidsbegrænset job, hvor man ikke er sikker på at kunne få noget som helst bagefter, men kan være i stand til at nyde det, så længe det varer, altså nyde selve forskningsprocessen med de usikkerheder og stressmomenter der er, så er det det fedeste job i verden.

På et mere generelt plan må jeg sige, at jeg er blevet overrasket over, hvor meget man i starten tror, man har styr på sit projekt, og så tager projektet lige pludseligt en drejning. Mit projekt blev ved med at tage drejninger. Oprindeligt var mit projekt, at jeg skulle sammenligne historiebrug om den kolde krig med historiebrug om besættelsestiden.  Efter et års tid fandt jeg ud af, at det var et fuldstændigt håbløst stort projekt; jeg kunne slet ikke nå at have besættelsestiden med, hvorfor jeg skar hele denne del, altså 50 % af projektet, fra. Efter en panikfase begyndte jeg at finde mig tilrette med, at afhandlingen omhandlede den kolde krig, og at jeg nu kunne komme enormt meget i dybden hermed. Men så voksede det jo bare alligevel igen, og der var nye ting, jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at have med, og så var der andet, der måtte ryge ud. Man tror, man har styr på det, og man når lige at få lavet en disposition, og så ændrer det hele sig bare igen. Så et eller andet sted tager afhandlingen en med, den ender med lidt at styre en, selvom man gerne vil styre den.

Selvom det kan være frustrerende, er det fede, at jeg er blevet ved med at synes, at mit projekt er spændende. Jeg synes tit man hører om ph.d.er, hvis projekt til sidst har hængt dem ud af halsen, men sådan har jeg bestemt ikke haft det. Det tror jeg imidlertid også kan være farligt, for så er det, at man lige pludseligt bliver hængende heroppe til rigtig sent og lever i konstant stres, for så skal man jo ikke bare skrive en god afhandling, men verdens bedste afhandling, der helst skal være lige til en nobelpris. Det er meget, meget svært at gå på kompromis og sige ”det har jeg simpelthen ikke tid til”, hvilket man dog bliver enormt god til det sidste halve år, for der indser man, at den eneste gode afhandling er en færdig afhandling. Sådan er det nok også med mange andre projekter undervejs i ens studietid, både på bachelor- og kandidatniveau.

Rosanna har sendt stafetten videre til Christina Lysbjerg Mogensen til en snak om middelalderhistorikerens største drøm! Hvad det kan være, løfter vi først sløret for i næste Fortidende-udgivelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.