søndag, maj 22

Anmeldelse: Batmans Kamp

 

Der er fra redaktionens side tilkommet mig den utaknemmelige opgave at skrive en artikel på baggrund af den nyligt udgivne ”Batman V Superman: Dawn of Justice” (en i øvrigt fuldstændig forfærdelig titel). Det utaknemmelige er ikke selve forfatterskabet, men i stedet at jeg kun har små 3.000 tegn!

2016-04-01-1459488050-1567099-bvs

Jeg kan ikke bare sådan uden videre koge hele mit lidenskabelige forhold til den Kappeklædte Hævner ned på små 1,5 side. Det er ganske simpelt uladsiggørligt. Hvor skulle jeg starte?! Jeg kunne selvfølgelig starte med ”År 1” – Frank Millers skelsættende portræt af Batmans allerførste år. En skelsættende stribe, som blandt andet blev den primære inspirationskilde til ”Batman Begins” – Christopher Nolans filmiske nyfortolkning – og i det hele taget blev starten på et langt mørkere og brutalt Batman-univers. Jeg kunne tage fat i de mange ”one-shots”, som er blevet tegnet igennem tiden, hvoraf den vigtigste klart er ”The Killing Joke” af Alan Moore (som i øvrigt snart bliver udgivet som voksen-tegnefilm): en fortælling om Jokerens oprindelse. Endnu en stribe, som blev banebrydende for Batmans udvikling. Jeg kunne også slavisk gennemgå de 10.000 sider Batman jeg, som minimum, har læst igennem mange år. Jeg kunne skrive om alle de forskellige kampe, som Batman bravt har kæmpet, alle de følelser, som har han har givet mig som læser, og om alle de forfærdelige hændelser Bruce Wayne har måttet lide.

 

Alle sammen kunne jeg skrive om, men intet kan lade sig gøre på så kort spalteplads! Jeg har for meget Batman i hovedet til at kunne koge det så meget ned. Min pointe er, at give læseren af denne anmeldelse en forståelse for de skyhøje (så høje som Wayne Tower) forventninger jeg har, når jeg sætter mig i biografsædet. Forstår filmen overhovedet Batman? Er han godt spillet? Bliver skurken spillet, så han viser det spejlbillede af Batman selv, som de fleste gode skurke nu engang er? Alle disse spørgsmål, og flere, havde jeg med mig i den varme biografstol.

 

Indtil videre er der kun lavet en, om end ikke perfekt, så næsten da, Batman-film. Det er den animerede ”Batman: Mask of The Phantasm” (eller på dansk: ”Batman: Dødsenglen”). Filmen er en forlængelse af den glimrende animerede serie fra starten af 90’erne. Her er Batmans univers tilpas karikeret, men samtidig mørkt og dystert. Ligesom Batman skal være. Det er blandt andet her, hvor Nolans Batman-triologi kommer til kort. Gotham er ikke en mørk, dyster by, men i stedet blot Chicago under dække. Filmene glemmer tegneserie-universet med sin realistiske udlægning. For selvfølgelig er det klart, at når Bruce Wayne har sønderbanket det meste af Gotham igennem halvandet år, ja, så må han have fået lidt knas med ryggen, lidt slid i knæene, lidt bøvl med hoften – præcis som det er i ”The Dark Knight Rises” fra 2012. Men Batman er nu en superhelt og så er det altså lidt kedeligt, at han må kaste håndklædet i ringen efter så kort tid.

 

Nå, lad os nu komme til den nye film – med kun 1.000 tegn tilbage. Filmen er flot, om end lidt for klodset klippet. Henry Cavill er lidt stiv i det som Superman, mens Ben Affleck måske er den bedste Batman nogensinde (her snakker vi ikke tegnefilm – ingen slår Kevin Conroy). Desværre er manuskriptet så hjernedødt elendigt, at det hiver filmen ned på et niveau, den slet ikke behøver at være på. Lad mig give nogle eksempler (og her kommer spoilers): Den stort oplagte kamp mellem Supes og Bats bliver løst ved, at Batman pludselig indser, at Supermans mor for resten også hedder Martha. Jo det. Batman starter ”Justice League” ved at sende en e-mail (jeps, en e-mail) til Wonder Woman. Bruce Wayne har sin egen Crossfit-montage. Der er så mange tåbeligheder i denne film, at den simpelthen ikke kan tages seriøst, og det er et kæmpe problem for en film, der tager sig selv så alvorligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.