mandag, oktober 3

FRED’s 25 års jubilæum

Klokken har ramt 16:00. Gamle og nye barmedlemmer står i deres stiveste puds og er klar på at gøre aftenen til en fest, der sent vil blive glemt.
Det er ikke en helt almindelig fredagsbar. FRED har nemlig 25 års jubilæum og i den anledning har det gamle Klub.ling fået æren af at danne rammerne. Ved indgangen er der en svag duft af gran fra æresporen, og længere inde i lokalet står bobler og smørrebrød klar til receptionen. Undervisere, tidligere og nuværende studerende er mødt op og hele arrangementet går så småt i gang.

Formand Christian Moeskær byder velkommen og præsenterer første tale, som holdes af fredagsbarens eget æresmedlem Stefan Pajung. Han har haft gang i arkiverne, og der fortælles om FREDs historie. Næste taler er Anders Bøgh, som også kan bidrage med minder fra fortidens fredagsbare. Ydermere har han taget en gave med til FRED. En plakat fra en FRED Beatles-bar, hvor Anders Bøghs eget hoved er at finde mellem alle menneskerne på Sgt. Pepper-coveret.

Receptionen slutter omkring klokken 18:00, og musikken bliver lige så stille sat på. Flere mennesker er mødt op og strømmer til baren. I anledningen af jubilæet har FRED udlovet 3×1 meter øl i form af 11 fadøl, og på denne særlige aften kan man også købe et klippekort til 10 Top for kun 75 kroner – et tilbud mange benytter sig af. Flere folk kommer til som aftenen skrider frem, stemningen bliver hyggeligere og der spilles beer pong på livet løs.

Klokken 21:00 går bandet Diana and the Sunday Kids på scenen og sætter for alvor gang i festen og dansegulvet. Musikken spiller, og der er godt gang i både øl- og drinksbar, hvor gamle såvel som nye barmedlemmer har en fest. Klokken 24:00 takker Diana and the Sunday Kids af og FREDs standhaftige højtalere får lov til at spille alt det musik, vi elsker at høre, når vi er i FRED. Musikken og temperaturen bliver højere, stemningen om muligt endnu bedre og folk er i den grad klar på at have en fest.

På den anden side af klokken 2 sættes ”I did it my way” på, folk samles i ægte FRED-stil i en stor rundkreds og festen er så småt ved at være slut. Oprydningen går mere eller mindre glat, med eller (næsten) uden tøj, og et par timer efter at den officielle fest sluttede, ligner det gamle klub Ling næsten sig selv.

12122806_10206873750195367_730229079195477957_n

Af: Line Toft Larsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.