søndag, maj 22

Bo Lidegaard – historiker fra det virkelige liv

En historiker, der for alvor har formået at gå andre veje end de fleste af sine fagfæller, er Politikens nuværende chefredaktør og dr. phil. Bo Lidegaard. Bo har besat tunge stillinger inden for det danske embedsværk, blandt andet som kontorchef i udenrigsministeriet og som ambassadør i statsministeriet. Som om disse magtfulde positioner ikke skulle være nok, har han undervejs i sin karriere også vundet respekt i den akademiske verden, hvor han fik en doktordisputats for sit arbejde med den danske diplomat Henrik Kauffmann. Disputatsen blev også til en publiceret biografi under navnet ”I Kongens navn”. Karrieren nåede sin foreløbige kulmination, da han i 2011 afløste den afdøde Tøger Seidenfaden som chefredaktør for Politiken.

Bo kommer da også fra en familie med store ambitioner. De fleste kender formenligt hans bror MF Martin Lidegaard, der var klima- og senere udenrigsminister under den forgangne regering. Mindre kendt er hans anden bror, Øjvind Lidegaard, der er overlæge. Brødrenes far Mads Lidegaard var igennem hele livet engageret i grønlandsk historie og kultur og udgav flere bøger. Moderen Else Lidegaard arbejdede som journalist for Danmarks Radio.

På trods af denne baggrund havde han dog ikke som ung studerende forestillet sig den karriere, der ventede ham. Efter eget udsagn gik den jobsamtale, der gav ham fod inden for døren i embedsværket, da heller ikke som planlagt. Inden samtalen havde han lejlighed til at møde de andre kandidater til stillingen, og han vurderede hurtigt, at hans chance var lille. Derfor kunne han jo ligeså godt få en oplevelse ud af det, og han fortalte bramfrit om sine holdninger til udenrigsspørgsmål under jobsamtalen. Hvad værre var, trådte han direkte i en fælde, da kontorchefen spurgte ind til en række sanktioner, Danmark angiveligt havde overvejet at indføre mod Rusland under en international krise. Sådanne tanker havde Danmark dog aldrig gjort sig, men Bo fortalte ivrigt om sin holdning til emnet. Ikke desto mindre fik Bo stillingen få dage efter, og derefter tog hans karriere fart.

Bo mener bestemt ikke at historiefaget har været et dårligt grundlag for en karriere i embedsværket og senere som chefredaktør. Først og fremmest er historikere i stand til hurtigt at sætte sig ind i sammenhænge og komplekse situationer. Som embedsmand er dette naturligvis helt afgørende, men hvad han også understreger, er historikerens evne til at formidle det komplicerede stof videre med øje for modtagerens behøv. Helt central for faget er nemlig evnen til empatisk at sætte sig ind i, hvordan andre mennesker tænker, og om man forsøger at forstå en bonde fra middelalderen eller en dansk borger kan i den sammenhæng komme ud på et.

Skal man stole på Bo Lidegaard, har vi historikere således meget at være stolte af og rige muligheder for en spændende og anderledes karriere efter endt studie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.