søndag, maj 22

Tema om flygtninge: Indvandring i middelalderen og tidlig moderne tid

Skærmbillede 2016-08-06 kl. 10.03.00
Amager omkring 1670

– Af Ekstern Lektor v. Aarhus Universitet Stefan Pajung

 

Danmark har altid været et indvandringsland. Selv et nationalt koryfæ som Egtvedpigen er for nyligt blevet afsløret som indvandrer fra Schwarzwald. Ja, danerne selv er efter sigende indvandret fra Sverige. Det kan derfor ikke undre, at også historien om Danmarks middelalder er fyldt med mennesker, der oprindeligt kom andetsteds fra, men gjorde Danmark til deres nye hjem og satte deres præg på samfundets udvikling. For det meste skete dette fredeligt og fordrageligt, men til tider kom det også til sammenstød og voldsomheder. Utilfredsheden ulmede især der, hvor det gik ud over de indfødtes rettigheder og muligheder – eller når de forandringer, som de fremmede stod som eksponent for, gik for hurtigt for de grupper i samfundet, der havde svært med at affinde sig med nybruddene.

Indvandrernes betydning for det danske samfunds udvikling ses nok mest tydeligt i forbindelse med kristendommens komme. Trosskiftet kom udefra, og præsterne var i den første tid alle sammen udlændinge. De medbragte udover den nye tro også en ny skriftkultur, som kongerne ikke var sen til at udnytte i deres udbygning af kongemagten. Kirken var dog også afhængig af kongens støtte, for som udlændinge stod præsterne udenfor slægtssamfundet og dermed loven. Paven blev i 1080 nødt til at skrive til Harald Hén, der blev bedt om at sørge for, at danskerne ikke gav kvinder og præster skylden for det dårlige vejr. Da Knud den Hellige nogle år senere påbød danskerne, at ”ingen troende kristne måtte de se ned på som fremmede og udlændinge, men de skulle regne dem som deres hellige medborgere og Guds tjenere”, vakte det stor uvilje blandt danskerne og var med til gøde bunden for det oprør, der i 1086 kostede Knud livet. Nemmere havde danskerne det med de flygtninge, der kom fra Danelagen, og ville undslippe Vilhelm Erobrerens hærgen. De blev taget godt imod og Svend Estridsen sørgede endda for, at nogle af dem fik gode giftermål.

Kirkens folk var dog kommet for at blive, og i løbet af 1100-tallet blev der oprettet klostre, der blev befolket med gejstlige fra såvel Norden som fra resten af kristenheden. Man inviterede udenlandske bygmestre til Danmark for at opføre de første stenkirker, og danskerne tog ved lære. Nye opfindelser, ideer og moder vandt på denne måde indpas – et godt eksempel herpå er teglstenen, som kom til Danmark i løbet af 1100-tallet og snart fandt stor udbredelse. Selv på militærområdet overtog man vesteuropæisk skik og brug, og man lærte sig at kæmpe til hest og bruge blider. Hvor Danmark omkring 1100 endnu blev anset for et primitivt og halvbarbarisk land – ærkebisp Asser blev i 1120’erne beskrevet som værende bondsk som en vender – da var landet hundrede år senere fuldt ud integreret i den kristne europæiske kulturkreds. Danskerne sendte nu deres mest begavede unge til universitetet i Paris og klædte sig efter saksisk mode – noget, der ifølge Saxo endnu i 1150’erne havde vakt forargelse.

På Lolland-Falster indvandrede i 1000- og 1100-tallet slaviske vendere og grundlagde bosættelser, som lå mellem den danske befolknings landsbyer. Med tiden blev venderne assimileret i den brede befolkning, og i dag er det kun navne som Korselitse, Kobelitse og Kramnitse, der vidner om denne indvandring, som mestendels var præget af samarbejde, handel og forståelse, men også konflikt, når de nytilkomne samarbejdede med rigets fjender.

Den mest betydningsfulde indvandring i middelalderen var dog den tyske. Det var især købstæderne, der nød godt af tyskernes handelsmæssige og håndværksmæssige ekspertise. Nye håndværk opstod, og hanseatiske købmænd kom med nye varer og vaner, der påvirkede det danske samfund. Allermest tydeligt er tyskernes indflydelse på det sproglige område, hvor danskerne tog tyske udtryk og ord til sig og lod dem indgå i det danske sprog i stedet for gamle nordiske. Den tyske påvirkning blev forstærket af, at selv kongerne fra 1400-tallet kom fra det tyske område og i stigende grad giftede sig med dronninger fra selvsamme område. Selve centraladministrationen blev organiseret efter tysk mønster og embedsmændene skrev i vidt omfang på tysk.

Sigøjnere fra Sebastian Münsters "Cosmographia" år 1544
Sigøjnere fra Sebastian Münsters “Cosmographia” år 1544

Men reformen af det danske samfund gik for langsomt for Christian II. Han ville gøre Danmark til en moderne, veldreven og velstående stat efter især hollandsk mønster – og det skulle gå hurtigt. I den forbindelse inviterede han i 1515 hollandske bønder til Amager, der skulle dyrke grøntsager og drive mejeridrift. De var dog ikke populære – for de fik tildelt danske fæstebønders gårde, mens de danske bønder måtte flytte til gårde andre steder i landet. En af Christian II’s ihærdige kritikere, Poul Helgesen, skrev i den anledning følgende:

Hollændere og skalke holdt jeg frem

Riget til skade og mig til skam

Jeg lod fordrive både kvinde og mand,

Som byg’de og bo på Amagerland.

Hollændere lod jeg straks opsætte,

Fordi jeg turde ej Sigbritt trætte…

Selvom hollændernes bosættelse på Amager således var med til at fremprovokere Christian II’s afsættelse, fik de lov til at blive efter kongens afsættelse, og siden sørgede de for at omdanne øen til Københavns spisekammer. Men hollændernes fik ikke lov til at spille den rolle som forbillede for udviklingen af dansk landbrug, som Christian II havde tiltænkt dem. Først i løbet af 1600-tallet begyndte de at gifte sig med danskere, og først da begyndte de danske bønder at efterligne de hollandske driftsformer og sædvaner.

Kendetegnede for tiden efter reformationen er, at danskernes verden blev mindre – og mere intolerant. Hvor man i middelalderen havde stået i flittig kontakt med resten af Europa, afbrød man nu i vidt omfang kontakten med ”de papistiske riger” og begrænsede med ”Fremmedforordningen af 1569” indvandringen til rettroende protestanter. Man mistænkeliggjorde endda ”påståede” religionsflygtninge fra Nederlandene og England, da man havde mistanke om, at de førte ”et uskikkeligt og utugtigt levned.” Hvis noget sådant blev bevist, blev de skyldige enten dømt eller udvist. Mistænksomheden over for de fremmede nåede sit højdepunkt med det åbne brev om ”tatere” fra 1589. Disse havde opholdt sig i riget siden 1505, men nu blev det indskærpet overfor alle lensmænd, borgmestre og fogeder, at de skulle fordrives fra riget grundet ”møgen skendlich lefnit med skørlefnet och blodskam efter deris sedvanne, gud almegtigste til største fortørnelse och mennisken til forargelse”. Også italienere, spaniere, franskmænd og andre katolikker var man meget på vagt overfor – men kom er der en ressourcestærk tysk adelsmand, købmand eller håndværker, der ville bosætte sig i riget, så skulle man ”ingen forhindring giøre” derfor. Man fristes til at tænke, at der intet nyt findes under solen…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.