mandag, oktober 3

Paradise Lost – Anders Bøgh om fredagsbaren

fred-i-vor-tid

Det er en lun forsommeraften og solens sidste stråler falder ned i Universitetsparken, mens Fredagsbaren pulser lifligt i Vandrehallen. En enkelt cigaret nydes i Solgården og al verdens herlighed synes åbenbaret. Når man således ser ”The man in black” mindes fordums FRED, slår denne institutions gravitas en ung studerende ganske eftertrykkeligt. Man er jo som så mange andre vant til at komme i det… hyggelige lokale, hvor man virkelig kan komme hinanden ved. Det er netop lokalets intimitet, der, ifølge Dr. Anders Bøgh, understreger Fredagsbarens vigtigste funktion, som et agora, hvor Risskovs patricierne kan skåle med de vilde vestjyder i en atmosfære af frihed, lighed og broderskab. At dette er lige så fundamentalt for et succesfuldt studie som Mckay er Dr. Bøgh ikke i tvivl om.

Ikke desto mindre er Fredagsbarens intimitet ikke bare et resultat af kontinuitet fra de glade dage i 90’erne, hvor Mr. Beans begyndelse, germansk genforening, Mandelas manumission og Thatchers fald satte alle i så herligt humør, men er også et produkt af et stort brud i FREDs historie.

Den store exodus fra først samfundsfaglig (Forhistorisk) kantine og siden Vandrehallen har ifølge Dr. Bøgh bragt en ende på en æra, hvor ulv og lam græssede sammen. En tid hvor undervisere skålede med studerende som en fast tradition efter fyraften fredag, hvilket er roden til Histories revytradition, der ifølge Anders Bøgh meget vel kan være det eneste universitetsstudium i verden, hvor både undervisere og studerende spiller revy sammen. Når man således hører ”The Grand Old Man” fortælle om ”Berlin Baren”, hvor gæsternes behandling afhang af hvilken side af muren, de var endt på, og serviceringen blev varetaget af grænsevagter i fuld regalia. Om faste interviews af undervisere i ”den varme stol” om alt fra deres finurlige fritidssysler til seneste faglige fait accompli, et indslag hvis genintroduktion Bøgh kalder ”en ikke helt tumpet ide”. Om hvordan samfundsfagsstuderende myldrede ind i den gamle historisk kantine og skabte en FRED af næsten westfalsk kaliber. En Fred, der morsomt nok udløste en krig mellem Ceres og Carlsberg Tuborg om det voksende marked. Om fester så dionysiske, at Bøgh, som institutleder under de benhårde forhandlinger, der sikrede FRED 10 års hvile i Vandrehallen, måtte indvillige i at ophænge gardiner mod Ringgaden for at beskytte Universitetets gode renommé. Når man hører alle disse anekdoter fra ”Di skjønne ungdomsdaw” fornemmer man, at fredagsbaren, sin nuværende betydning til trods, måske ikke længere er, hvad den har været.

Ikke desto mindre håber Anders Bøgh, at Fredagsbaren, sine materialistiske begrænsninger til trods, vil bestå som miljøskaber, så selv de mest rurale russere fra det vildeste West-Jylland ikke lader hverdagen henslæbe i Hjortshøj. I en tilværelse plaget af stigende mekanisering og anonymitet foruden krig og konflikt, karakteriserer Dr. Anders Bøgh afsluttende FRED som fortsat uundværlig.

miltonsparadisel0170_l

Af: Jonas Stengaard Jensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.